DNA-spor fører til anholdelse for 34 år gammelt drab på 23-årig kvinde

DNA-materiale fra offerets bukser stammer med stor sandsynlighed fra gerningsmanden ifølge politiet.

En 53-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabet på 23-årige Hanne With i Fensmarksgade på Nørrebro natten til den 1. januar 1990.

Det oplyste Københavns Politi onsdag morgen i en pressemeddelelse.

Efterfølgende holdt politiet et pressemøde på Politigården i København, hvor vicepolitiinspektør Brian Belling fortalte om gennembruddet i sagen.

Her fortalte han, at der er tale om en mand, der er bosiddende i Randers. Manden blev anholdt tirsdag formiddag på sin arbejdsplads, et slagteri i Nordjylland.

Efterfølgende blev han kørt til København, hvor han fik foretaget et mundskrab. Det er en måde at udvinde DNA fra celler i munden på.

Anholdelsen i sagen er gjort mulig takket være udviklingen i DNA-teknologien.

Københavns Politi har især koncentreret sig om analyser af DNA-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden, lyder det.

En analyse foretaget på Retsmedicinsk Institut har ifølge politiet påvist, at DNA-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis DNA findes i politiets DNA-register.

På formiddagens pressemøde blev Brian Belling spurgt til, hvad en nær slægtning dækker over.

– En nær slægtning — det er far eller søn i nær familie. Men det mere tekniske skal tages med retsgenetikere, lød svaret.

Matchet skete i slutningen af 2023, fortalte politiet.

Efterfølgende arbejdede man videre med sporet, og det førte tirsdag klokken 10.15 til, at politiet anholdte den 53-årige mand og sigte ham for drabet.

Den 53-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret onsdag klokken 09.30.

Dommeren har valgt at nedlægge navneforbud. Ifølge Søren Bech, som er mandens forsvarer, nægter manden sig skyldig.

Sigtelsen går onsdag på, at Hanne With i sin lejlighed på Fensmarksgade på Nørrebro nytårsnat 1989/1990 blev stukket med en kniv og en skruetrækker. I halsen fik hun en 14 centimeter lang flænge.

Ifølge Ekstra Bladet arbejdede With som prostitueret.

/ritzau/

Først publiceret: 7. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 7. februar 2024 kl. 10:15