Dronning Mary deler særligt billede af sin far på sin fødselsdag
Dronning Mary fylder mandag 52 år. Meget er som det plejer, men noget er helt nyt for dronningen.
Allerede tidligt mandag morgen har man kunnet se flag vaje i vinden på toppen af bybusserne i Danmark i anledning af dronning Marys fødselsdag.
Mens busserne kipper med flaget, fejrer kongehuset Danmarks nye dronning med et nyt billede af dronningen og hendes far, John Donaldson, på det sociale medie Instagram.
Det er dronningen selv, der i forbindelse med sin fødselsdag, hvor hun fylder 52 år, har valgt billedet med sin far. Billedet er taget af hendes søn prins Vincent i december, da kongefamilien var i Australien.
Det er dronningens første fødselsdagsfejring med sin nye titel som dronning. Det betyder dog ikke, at flagene på busserne er en stor overraskelse. Også som kronprinsesse har dagen været en national flagdag.
Men en ting er helt ny.
Dronning Mary får kanonsalut for første gang nogensinde mandag klokken 12.
Det er en gammel tradition, at der affyres kanonsalutter, når landets respektive konge eller dronning har fødselsdag. Derfor er det først i år, at dronning Mary får en kanonsalut fra Kronborg Slot.
Kongehuset har ikke løftet sløret for, hvordan dronningen skal fejres mandag. Men det bliver næppe med besøg fra hovedpersonens far.
John Donaldson måtte i januar se sin datter blive dronning på distancen. Kongehuset oplyste i forbindelse med tronskiftet den 14. januar, at han ville opholde sig i Australien.
Han var senest i Danmark i 2021. Året efter, da hans barnebarn prinsesse Isabella skulle konfirmeres, var han ikke med.
Da udtalte kronprinsessen, at han “er ved at være en ældre herre, og han er ikke frisk nok til at tage den lange tur tilbage til Danmark for en konfirmation”.
John Donaldson har foruden Mary tre børn, som alle er ældre end kronprinsessen: to døtre og en søn.
Alle fire børn har han med sin første hustru, Henrietta Donaldson, som døde pludseligt i 1997 under en hjerteoperation.
Siden 2001 har John Donaldson været gift med krimiforfatter Susan Moody.
Der er næppe grund til at pakke flagene helt væk, når mandagen rinder ud. Allerede igen tirsdag er det national flagdag. Prinsesse Marie fylder nemlig år dagen efter sin svigerinde. Hun bliver 48 år.
/ritzau/
Først publiceret: 5. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 5. februar 2024 kl. 7:37