Tidligere næstformand er tilbage i Nye Borgerlige
Henriette Ergemann har meldt sig ind i Nye Borgerlige igen og er klar til at overtage mandat i Folketinget.
Tidligere næstformand Henriette Ergemann har meldt sig ind i Nye Borgerlige og er dermed tilbage i partiet.
Det oplyser hun til Ritzau.
For næsten et år siden var Henriette Ergemann næstformand for Nye Borgerlige i knap to uger, inden hun trak sig. Det skete efter medieomtale af tidligere opslag på sociale medier, hvor hun udtalte sig kontroversielt om coronahåndteringen.
Efterfølgende meldte hun sig også helt ud af partiet og dannede i stedet et nyt borgerligt parti, som hun siden har siddet for i Kalundborg Kommunes kommunalbestyrelse.
Hun siger, at hun dengang meldte sig ud blandt andet på grund af manglende opbakning fra “partitoppen”, som ikke længere er i partiet.
– Rent politisk er jeg der, hvor jeg altid har været, siger Henriette Ergemann.
– Og så synes jeg, at Nye Borgerlige fortjener at være i det politiske landskab.
Videre siger Henriette Ergemann, at hun har fået en “masse henvendelser” fra Nye Borgerlige-medlemmer, der gerne ville have hende tilbage i partiet.
Nye Borgerliges fremtid som parti svæver fortsat i luften. I januar meldte stifter og formand Pernille Vermund sig ud af partiet, opløste folketingsgruppen og søgte, at hovedbestyrelsen nedlagde partiet.
Men det er der uenighed om i hovedbestyrelsen. I sidste ende bliver det nu op til medlemmerne på et ekstraordinært årsmøde at afgøre partiets skæbne. En præcis dato for det årsmøde kendes endnu ikke.
Henriette Ergemann kan også blive relevant i forhold til Nye Borgerliges opstilling til næste folketingsvalg, hvis partiet kører videre.
Da folketingsgruppen er nedlagt nu, er Nye Borgerlige ikke repræsenteret i Folketinget, og derfor vil partiet skulle indsamle vælgererklæringer for at blive opstillet igen.
Men der er forsat usikkerhed om medstifter Peter Seier Christensens fremtid i Nye Borgerlige. Han er lige nu løsgænger i Folketinget, men har været sygemeldt længe.
Ifølge Henriette Ergemann har han dog ikke meldt sig ud af partiet ligesom Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen, det andet tidligere folketingsmedlem.
Skulle Peter Seier Christensen nedlægge sit mandat, er Henriette Ergemann førstesuppleant. Sker det, melder hun sig klar til at blive folketingsmedlem under Nye Borgerliges faner. Dermed ville partiet kunne undgå at indsamle vælgererklæringer.
Henriette Ergemann siger, at hun ikke har talt med Peter Seier Christensen. Men hun har meddelt hans rådgiver, at hun står til rådighed.
/ritzau/
Først publiceret: 5. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 5. februar 2024 kl. 14:37