Gør din varmepumpe mere energieffektiv

Efter at energipriserne steg i 2021, fik mange danske hjem en varmepumpe. De kører stort set af sig selv, men der er især en ting, som er vigtig at få på plads.

På denne tid af året kan ventilatoren opbygge lidt is, som ikke i sig selv udgør et problem. Men du bør fjerne alle isdannelser under ventilatoren, siger Troels Hartung fra Tekniq Arbejdsgiverne. Foto: Rune øe/Ritzau Scanpix

Det er begrænset, hvor meget arbejde en varmepumpe kræver af dig.

Men hvis du vil sikre dig, at den er så energieffektiv og holder så længe som muligt, kommer du ikke uden om en smule vedligehold.

“Ventilatoren uden for hjemmet er afgørende for varmepumpens funktion, og luften skal hele tiden have fri passage,” siger Troels Hartung, der er bæredygtighedschef i erhvervsorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

På denne tid af året kan ventilatoren godt opbygge lidt is.

Husk at lave en serviceaftale

Ifølge Troels Hartung er is ikke et problem, fordi varmepumper til det nordiske klima er bygget til at kunne afise. Men du skal sikre dig, at varmepumpen kan komme af med smeltevandet fra isen.

“Isdannelser under ventilatoren bør fjernes, da det ellers kan forhindre afisning,” siger han.

Hvis du synes, at ventilatoren ikke er så køn, og du gerne vil dække den til med en skjuler, skal du også sikre dig, at luften har fri passage gennem skjuleren.

Det vigtigste at få styr på omkring varmepumpen, drejer sig dog om noget andet.

“Den typiske fejl, som vi oplever, er, at man ikke har fået lavet en serviceaftale, så varmepumpen kan blive serviceret,” siger Troels Hartung og tilføjer:

“Hvis ikke man får lavet regelmæssige eftersyn og servicetjek, risikerer man, at varmepumpen ikke kører optimalt i forhold til varmesystemet i boligen.”

Der findes flere forskellige varmepumper på markedet, og de har både fordele og ulemper.

Det er lovpligtigt

De følgende råd er universelle, men de er især relevante for større varmepumper i helårsboliger som for eksempel en luft til vand-varmepumpe.

“Det er faktisk lovpligtigt at få lavet et årligt eftersyn af en varmepumpe, hvis den har mere end et kilo kølemiddel. Det er der ofte i de lidt større varmepumper, der også kan opvarme radiatorer og vand i helårsboliger,” siger han.

Efter at energipriserne for alvor steg i efteråret 2021, kom der godt gang i salget af varmepumper i Danmark.

46.000 nye varmepumper blev installeret i 2022, og det samlede antal varmepumper nåede op på over 220.000. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge Energistyrelsen får en varmepumpe tre til seks gange mere varme ud af den energi, som den bliver tilført, sammenlignet med olie-, gas- og træpillefyr.

En varmepumpe er altså meget energieffektiv og kan være det i mange år, hvis du passer på den.

Spørg serviceteknikeren

Centerchef for center for køle- og varmepumpeteknik ved Teknologisk Institut Claus Schøn Poulsen peger også på, at serviceaftalen er det vigtigste at få plads.

“Det bedste vil være, hvis man selv piller så lidt som muligt på varmepumpen,” siger han.

Han tilføjer dog, at det er muligt at justere på den såkaldte varmekurve, hvis man ønsker en højere eller lavere temperatur i boligen.

“En installatør vil måske sige, at man bare kan skrue varmekurven op og ned efter behov. Problemet er bare, at man ofte glemmer at skrue ned igen, efter at man har skruet op,” siger Claus Schøn Poulsen.

Er du i tvivl om varmepumpens funktioner, og hvad du selv må justere på, kan du spørge serviceteknikeren, næste gang varmepumpen skal serviceres.

Varmepumper findes i forskellige typer

* Luft til vand-varmepumpen kan give både rumvarme og varmt vand, og den er derfor god til helårsbolig. Denne varmepumpe koster typisk 100.000 til 130.000 kroner og kræver radiatorer eller gulvvarme med vand.

* Luft til luft-varmepumpen giver kun rumvarme. Den er derfor god til sommerhuse eller som supplement til helårsbolig. Prisen er typisk 30.000 til 40.000 kroner.

* Jordvarme giver rumvarme og varmt vand, og det er derfor en velegnet løsning til helårsboligen. Varmepumpen koster typisk 130.000 til 200.000 kroner og kræver radiatorer eller gulvvarme med vand.

Kilde: Energistyrelsen.

Først publiceret: 30. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 30. januar 2024 kl. 9:53

Se, hvad vi ellers skriver om:

og