Ulovlig hvalpehandel udløser bøde på 150.000 kroner

Kvinde importerede hvalpe fra Serbien og solgte dem. Nogle var under otte uger gamle.

En 34-årig kvinde er mandag ved Retten i Roskilde blevet idømt en bøde på 150.000 kroner for ulovlig handel med hundehvalpe, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden valgte ved et retsmøde mandag at erkende sig skyldig og dermed tilstå, at hun gennem en årrække har importeret Malteser-hvalpe fra Serbien og solgt dem videre.

Ikke færre end 41 gange er det sket, og den slags kræver særlig tilladelse. Det havde kvinden ikke. Hun er dømt for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi solgte kvinden hvalpene videre via annoncer på DBA. Selve salget foregik fra hendes adresse i Ringsted, og i fire tilfælde var hvalpene under otte uger gamle, da de blev sat til salg.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at Retten i Roskilde vurderede, at kvinden har haft en “ikke ubetydelig fortjeneste” ved sin ulovlige forretning.

/ritzau/

Først publiceret: 29. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 29. januar 2024 kl. 14:36