Bag regnfuld fredag venter pænt og tørt weekendvejr

Lørdag og søndag vil give rigtig godt vejr årstiden taget i betragtning. Det bliver mildt og tørt, siger DMI.

Fredag vil der blive sendt regn over Danmark, men til gengæld følger en weekend med rigtig pæne udsigter, der spår om tørt vejr til hele landet.

Det siger Erik Hansen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Tidligt fredag morgen hænger regnen allerede over Jylland, hvorfra det vil brede sig til resten af landet.

Det bør klare op i løbet af eftermiddagen, dog uden at man bliver helt fri for byger dagen igennem.

– Det bliver en våd og blæsende fredag, hvor det særligt blæser op i eftermiddag med kraftig vind, siger Erik Hansen.

Her forventes 5 millimeter regn i den sydlige og østlige del af landet, og helt op til 20 millimeter i den nordvestlige del.

Lørdag og søndag er sagen dog en anden.

– Lørdag ser rigtig pæn ud med tørt vejr, nogen sol og temperaturer mellem 4 til 7 grader. Nogen steder ved kysterne kan der stadig være hård vind, siger Erik Hansen.

Søndag kommer der også fint vejr, dog med lidt flere skyer, men også med stedvis sol. Her ventes temperaturer på 5 til 6 grader.

– Så i weekenden bliver vejret faktisk rigtig godt for årstiden. Det bliver mildt i forhold til den seneste tid og fremfor alt tørt.

– Det ser også ud til at holde et stykke ind i næste uge. Det trænger vi til, efter vi har fået så meget vand, lyder det fra meteorologen.

At der ventes kraftig vind fredag betyder blandt andet, at Storebæltsbroen advarer mod blæst, der kan påvirke kørslen.

På X skriver Sund & Bælt således, at der frem til klokken 14 er forbud for passage med påhængskøretøjer under 750 kilo.

/ritzau/

Først publiceret: 26. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 26. januar 2024 kl. 7:27