Både sne og sol er på programmet i den kommende uge
DMI advarer mandag morgen om, at der kan være sne- og isglatte veje i stort set hele landet.
I de nordlige og østlige egne af Danmark vil mange formentlig stå op eller tage mod arbejde eller skole i snebyger mandag morgen.
Det oplyser Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Som dagen skrider frem, kan der dog også komme sol på himlen.
– Stedvist kan der komme en del sol, siger hun.
Temperaturen mandag vil være koldere end weekenden, hvor mange i Danmark var på gaden for at markere tronskiftet.
– Temperaturen her til morgen vil nok være kølig, og det vil fortsætte i løbet af dagen med mellem tre graders frost og to graders varme, siger meteorologen.
Natten til tirsdag vil det være stedvist klart, og temperaturen ligger mellem frysepunktet og mellem fem og seks graders frokost.
I de dele af Danmark, hvor vinden aftager, vil der kunne være ned til 12 graders frost, fortæller Mette Wagner.
Tirsdag starter fint ud med lidt eller nogen sol, inden der tirsdag aften og natten til onsdag kommer et lidt større snevejr ind over Danmark.
Snevejret er ikke så stort, at DMI har set sig nødsaget til at udsende et varsel.
– Men det blæser op, og der kommer sne til store dele af landet, siger Mette Wagner.
Ugen vil ifølge DMI være præget af, at der skiftevis vil være sne og sol på programmet. Det fortsætter frem til sidst på ugen, hvor et højtryk stabiliserer vejret.
Mandag morgen skriver DMI på det sociale medie X, at der er risiko for sne- og isglatte veje. Instituttet opfordrer borgere til at køre forsigtigt og holde sig opdateret på Vejdirektoratets hjemmesiden.
Mette Wagner siger, at der med den kommende uges vejr vil være risiko for glatte veje de fleste morgener.
– Og der er potentiale for, at kælkebakkerne bliver pudret og præpareret i løbet af ugen, siger hun.
/ritzau/
Først publiceret: 15. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 15. januar 2024 kl. 7:25