60-årig er dømt for smugling af 500 kilo ketamin til Danmark

En 60-årig mand er tirsdag blevet dømt for sin rolle i en ketaminsag i Sønderjylland. En anden er frifundet.

Retten i Sønderborg har tirsdag idømt en 60-årig mand 16 års fængsel for at have foranlediget, at 500 kilo ketamin blev smuglet til Danmark fra Tyskland.

Det fortæller Pernille Heiss, som er anklager hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Jeg synes, at dommen afspejler den alvorlighed, som vi ser på narkotikakriminalitet i Danmark med, og særligt narkotikasmugling, siger hun.

Han er desuden dømt for at have forsøgt at smugle yderligere 200 kilo ketamin til Danmark.

Manden ankede sin dom på stedet.

Den 60-årige mand har været beskyttet af et navneforbud under sagen. Ifølge anklageren blev det udstrakt.

Derfor er det strafbart at offentliggøre mandens navn eller andre oplysninger, der kan identificere ham.

Retssagen er blevet ført bag lukkede døre i Retten i Sønderborg. Derfor er det ikke muligt at få indblik i de beviser, som er fremlagt i retten, og hvad den dømte eventuelt selv har forklaret.

Men ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, drejer sagen sig om, at den dømte skal have foranlediget, at 500 kilo ketamin blev smuglet til Danmark sidste år.

Ifølge tiltalen blev der kort efter forsøgt smuglet yderligere 200 kilo ketamin. Men det mislykkedes af ukendte årsager, lyder det i anklageskriftet.

En 33-årig mand, som også var tiltalt i sagen, blev frifundet af byretten.

Anklagemyndigheden vil nærlæse den 33-åriges dom, lyder det fra anklageren.

Ketamin er et bedøvelsesmiddel, som bruges især til større dyr som heste. Men blandt nogle misbrugere er der også interesse for stoffet, fordi det kan have hallucinogene virkninger.

/ritzau/

Først publiceret: 12. december 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. december 2023 kl. 7:19