Person er fundet død efter lejlighedsbrand i København

Der er ifølge vagtchef ved politiet ingen indikationer på en forbrydelse i forbindelse med lejlighedsbrand.

En ældre mand er mandag fundet død efter en brand i en lejlighed i København S.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg.

– Det var en ældre mand, der boede alene på adressen. Der er ikke nogen umiddelbare indikationer på, at der er sket en forbrydelse.

Politiets undersøgelser skal nu afdække, hvad der er sket, fortæller Martin Kajberg.

– Vi kan ikke udelukke, at der har været tale om rygning i sengen, siger han.

Politiet fik anmeldelsen klokken 04.39. De pårørende er underrettet.

Klokken 08.30 mandag morgen er politiet fortsat til stede på adressen.

På nuværende tidspunkt har politiet ikke mulighed for at oplyse yderligere om hændelsen.

/ritzau/

Først publiceret: 4. december 2023
Artiklen er sidst opdateret 4. december 2023 kl. 9:00