Glemte julegaver udløste bombefrygt på dansk tog i Malmø
Sveriges nationale bombeenhed blev tilkaldt for at undersøge et tog, der skulle fra Danmark til Göteborg.
Det var intet andet end en taske med glemte julegaver, der tirsdag aften i Malmø udløste bombefrygt på et Øresundstog fra Danmark med retning mod Göteborg.
Det fortæller vagthavende Thomas Söderberg ved det lokale politi til det svenske nyhedsbureau TT.
– Den nationale bombeenhed har været der og trukket tasken ud ved hjælp af en robot. Med hjælp fra robotten har de åbnet tasken og konstateret, at den var fyldt med julegaver, lyder det.
Toget var blevet bragt til standsning ved Hyllie station i Malmø efter anmeldelsen, der indtraf klokken 21.46.
Passagererne og personalet om bord blev evakueret, mens området omkring stationen også blev lukket af.
Afspærringen blev dog ophævet lidt før klokken 23.30.
– Man har et højt terrorniveau i Sverige. Folk er opmærksomme på det og reagerer på hændelser, der afviger (fra det normale, red.), og kontakter os, siger Söderberg.
– Når vi med den information, vi har, ikke kan udelukke, at det er farligt, er vi nødt til at lave en kontrol.
Nu går jagten ind på at finde gavernes ejermand.
– Det har taget ressourcer fra os og andre. Men man må gøre det sikre før det usikre, siger Söderberg.
/ritzau/
Først publiceret: 29. november 2023
Artiklen er sidst opdateret 29. november 2023 kl. 7:23