800.000 får nye elregninger med forskelle på op mod 800 procent

Elkunderne i elnetselskabet N1 får 1. januar en ny betalingsmodel, som kan medføre store ændringer i prisen.

800.000 kunder i elnetselskabet N1 kan se frem til forskelle i elregningen på op mod 800 procent fra 1. januar.

Det skriver mediet Finans.

Ændringerne skyldes en ny prismodel, som det Norlys-ejede selskab tager i brug.

Som resultat ændres prissætningen af nettariffen, som kunderne i N1 betaler for driften af det lokale elnet.

Indtil videre har kunderne i tidsrummet mellem klokken 17 og 20 skullet betale en særligt høj pris fra oktober til marts, mens prisen resten af året har været den samme.

Men det ændres fra årsskiftet, så der fremover bliver opkrævet tre forskellige nettariffer, afhængigt af hvornår på døgnet man bruger strømmen.

Der indføres ifølge Finans yderligere variable nettariffer om både sommeren og vinteren.

– Vi vil gerne undgå, at kunderne skruer op for elforbruget i tidsrummet klokken 17-21, da det vil presse vores elnet og kræve meget voldsomme investeringer, siger Carsten Bryder Thejls, administrerende direktør i N1, til Finans.

Han forklarer derudover til mediet, at de nye variable tariffer året rundt skal motivere elkunderne til at tænke mere over, hvornår på døgnet de bruger strøm.

N1 håber ifølge Finans at kunne spare mellem 250 og 300 millioner kroner på manøvren, hvilket til dels kan komme forbrugerne til gode i form af besparelser.

Også andre selskaber som Cerius og Radius Elnet har taget en sådan model i brug.

Fra årsskiftet bliver det ifølge Energinet generelt dyrere at være elforbruger i Danmark.

Elforbrugstarifferne stiger med 1,3 øre, så de i 2024 bliver 12,5 øre per kilowatt-time.

For en familie i et parcelhus betyder det i gennemsnit en stigning på 232 kroner eksklusiv moms om året.

Årsagen er stigende udgifter til at drive og udbygge elnettet, således at strøm fra vind og sol erstatter olie, kul og naturgas.

/ritzau/

Først publiceret: 30. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 30. oktober 2023 kl. 7:18