Martin Henriksen bliver spidskandidat i Nye Borgerliges EU-valg

EU's indflydelse skal begrænses, mener Nye Borgerlige, og det kommer Martin Henriksen til at tage teten på.

Nye Borgerlige vil forsøge at komme i Europa-Parlamentet, og det bliver Martin Henriksen, som skal føre an i den kampagne.

Den tidligere formandskandidat i Dansk Folkeparti udtalte i april sidste år, at han var “mæt af politik”, men han har fundet lysten igen hos Nye Borgerlige.

– Jeg er stolt over og glad for det kandidathold, vi har sat sammen. Med Martin Henriksen som spidskandidat, skriver partistifter Pernille Vermund i et nyhedsbrev fredag.

Martin Henriksen har, efter at han tabte et formandsopgør i DF til Morten Messerschmidt i januar 2022, arbejdet med planer om at stifte et nyt parti. Det blev ikke til noget.

I juni i år meldte Martin Henriksen, som sad i Folketinget fra 2005 til 2019 for DF, sig ind i Nye Borgerlige.

Han kommer som spidskandidat hos Nye Borgerlige til at arbejde med samme udgangspunkt, som han tidligere har haft: At EU’s magt skal begrænses, og at Danmark på sigt kommer ud af EU.

– Stod det til os, så skulle vi stemme om et EU eller et EF. Men vi er langt fra et flertal for en sådan folkeafstemning, skriver Pernille Vermund i nyhedsbrevet.

At Martin Henriksen bliver spidskandidat for Nye Borgerlige til EU-valget, skal ikke ses som en prøveballon, i forhold til om han kan være i spil til det næste folketingsvalg.

– Nu går jeg efter at føre en forhåbentlig god valgkamp for Nye Borgerlige til det kommende EU-valg. Det er det, der er min målsætning. Jeg tænker ikke i baner at stille op til Folketinget, siger Martin Henriksen.

– Nu gælder det om at slå et slag for dansk suverænitet og gøre en indsats for at få bremset migrantstrømmen ind til Europa og dermed også til Danmark, siger han.

Det er første gang, at Nye Borgerlige stiller op i et valg til EU-Parlamentet.

Martin Henriksen erkender derfor, at det ser vanskeligt ud på forhånd for Nye Borgerlige.

– Det er ikke nogen hemmelighed. Men jeg har truffet det her valg, fordi jeg kan stå på mål for politikken, og at Nye Borgerlige har det rigtige værdigrundlag og det rigtige principprogram, siger Martin Henriksen.

Der skal vælges 15 danske medlemmer af Europa-Parlamentet, når der er valg 9. juni 2024.

Nye Borgerlige har ikke tidligere forsøgt at komme i Europa-Parlamentet.

Vermund ventes genvalgt som formand for Nye Borgerlige på partiets årsmøde i slutningen af oktober.

Hun meddelte i januar, at hun så hurtigt som muligt ville stoppe som formand og træde ud af Folketinget efter næste folketingsvalg.

Men efter en tumultarisk og kort periode med Lars Boje Mathiesen som formand valgte Vermund, at hun igen vil tage teten i partiet, som hun stiftede i 2015 sammen med Peter Seier Christensen.

De øvrige kandidater på partiets liste til EU-valget i foråret 2024 er Carsten Winther, Githa Nelander, Gitte Bundgaard Andersen, Jonas René Jensen, Karsten Byrgesen, Rebecha Foged og Tenna Røberg.

/ritzau/

Først publiceret: 16. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 16. oktober 2023 kl. 14:41