Toppolitiker: Jeg har genfundet kærligheden
Folketingets formand, Søren Gade, er blevet kærester med Marianne Kirk fra Vestjylland, som han har kendt i flere år. Hun ønsker ikke "at blive eksponeret" men anerkender, at hun ikke kan undgå det.
Folketingets formand har noget at glæde sig over.
For Søren Gade, der i mange år har siddet i Folketinget for Venstre, har nemlig fundet kærligheden.
Det fortæller han i et interview med Avisen Danmark.
Kan ikke undgå det
Formanden er blevet kærester med Marianne Kirk, og de har kendt hinanden gennem længere tid.
Men Søren Gade ønsker ikke at afsløre, hvornår de indledte deres romantiske forhold.
“Vi har kendt hinanden som venner og bekendte i en del år, da vi er kommet i samme bekendtskabskreds,” fortæller Marianne Kirk til avisen
Hun bor i Esbjerg, hvor hun er uddannelseschef på Gymnasiet Rybners, der ligger i den centrale del af byen.
“Jeg har ikke noget behov for at blive eksponeret. Men Søren siger, at det kan jeg ikke undgå, og nu har vi så fortalt det,” lyder det fra hende.
Marianne Kirk er mor til tre voksne børn og har desuden en søn, som stadig bor hjemme.
Mistede sin hustru for 15 år siden
Tilbage i 1990 giftede Søren Gade sig med Helle Buskbjerg Poulsen.
De tilbragte 25 år sammen og fik to døtre.
I 2008 gik Helle Buskbjerg Poulsen bort på grund af kræft.
“Jeg er ikke i sorg, men jeg ved ikke, om jeg vil sige, at man kommer over sådan et tab. Man lærer at leve med det,” har Venstre-politikeren tidligere fortalt til Kristeligt Dagblad.
Var observatør for FN
Søren Gade har en lang politisk karriere bag sig, hvor han har repræsenteret Venstres vælgerne i flere valgperioder i Folketinget.
Ud over sit folketingsarbejde har han også bestridt andre poster, herunder statsrevisor og medlem af Europa-Parlamentet.
En af hans mest markante roller var som forsvarsminister i perioden 2004-2010.
Ved det seneste valg, 1. november 2022, var Søren Gade opstillet i Vestjyllands Storkreds.
Før sin tid i Folketinget arbejdede han som regnskabsanalytiker i Hadsten Bank og senere som FN-observatør.
Først publiceret: 12. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 12. oktober 2023 kl. 8:19