Prins Christians fødselsdag bliver ny flagdag

Prins Christian bliver 18 år på søndag. Fremover skal Dannebrog vaje i hele Danmark på fødselsdagen i oktober.

Prins Christians fødselsdag 15. oktober vil fremover være en officiel flagdag.

Sådan lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en skriftlig udmelding.

– Søndag den 15. oktober fylder Hans Kongelige Højhed Prins Christian 18 år. Ud over, at det er en stor dag for prinsen, er dagen også ny officiel flagdag.

I anledningen af prinsens fødselsdag har Justitsministeriet derfor gjort den 15. oktober til den 19. flagdag i Danmark.

Peter Hummelgaard glæder sig til at se Dannebrog vaje over hele Danmark på Danmarks nye flagdag, lyder det.

– Officielle flagdage er dage, som har en særlig national betydning, og hvor der derfor flages fra samtlige statsbygninger og statsskibe i hele landet.

Også prins Christians forældre kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks fødselsdage er officielle flagdage i Danmark blandt andre dage.

Prins Christians 18-års fødselsdag, der skal fejres søndag, er næppe gået mange menneskers næse forbi.

Dagen markeres på flere måder blandt andet med et stort gallataffel, hvor 200 jævnaldrende fra hele Danmark, Færøerne og Grønland er inviteret til at fejre prinsen.

Det bliver holdt på Christiansborg Slot med dronning Margrethe, som også har en flagdag, som vært.

Alle landets kommuner samt Grønland og Færøerne er inviteret til at sende hver to unge 18-årige til at deltage i gallamiddagen.

Nogle steder er de unge blevet udvalgt ved lodtrækning, andre steder har et bedømmelsesudvalg taget stilling på baggrund af ansøgninger.

Der deltager også cirka 110 andre gæster fra sportens, kunstens og kulturens verden.

Tirsdag 14. november deltager prins Christian i sit første møde i Statsrådet.

Her skal han afgive en erklæring om at ville overholde Grundloven, og herefter kan han udpeges som rigsforstander.

/ritzau/

Først publiceret: 11. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 11. oktober 2023 kl. 14:35