Berusede mænd over 45 dominerer druknestatistik

I 2021 var 78 procent af de omkomne i drukneulykker mænd. Alkohol spiller en større rolle end tidligere.

Der er sket en stigning i andelen af drukneulykker, hvor alkohol eller stoffer er involveret – og risikoen gælder især berusede midaldrende mænd.

I 2021 var alkohol eller stoffer medvirkede årsag til knap hver anden – 46 procent – af årets drukneulykker. Til sammenligning gjaldt det 28 procent af drukneulykkerne fra 2001 til 2020.

Det fremgår af den nationale druknestatistik, som Statens Institut for Folkesundhed har lavet for TrygFonden, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.

De seneste tal dækker år 2021, fordi indhentningen af dødsattester først afsluttes, cirka et år efter at kalenderår slutter.

Mens der i 2001 var 76 personer, der døde i en drukneulykke i Danmark, lå tallet i 2021 på 50 drukneulykker.

– Det er selvfølgelig positivt, at vi ser et generelt fald i drukneulykker, men samtidig er det bekymrende, at en større andel er relateret til alkohol eller stoffer, udtaler Hannah Ahrensberg, som er rapportens hovedforfatter og akademisk medarbejder ved Statens Institut for Folkesundhed.

Det er særligt midaldrende mænd, der er i farezonen. I 2021 var 78 procent af de omkomne mænd, og her var størstedelen af dem 45 år eller ændre.

Disse ulykker skete oftest i forbindelse med, at mændene faldt i vandet, når de har været i havnen med deres lystbåd eller ved fritidsfiskeri.

– Alkohol og stoffer sløver ens motorik og dømmekraft. Det kan være medvirkende til en mere uforsigtig færdsel ved vand og lavere chance for at kunne redde sig selv op af vandet igen, siger Hannah Ahrensberg.

Det er ud fra rapportens data ikke muligt at pege på en årsag til stigningen i drukneulykker, hvor alkohol eller stoffer har spillet en rolle, forklarer hun.

– Vi kan derfor ikke sige, om det er et mønster, som vi kommer til at se fremover, da vi tidligere har set enkelte udsving i alkoholrelaterede drukneulykker, siger hun.

/ritzau/

Først publiceret: 4. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 4. oktober 2023 kl. 14:33