Flere vidner skal føres i Louise Borglit-sagen
Retten i Glostrup har onsdag besluttet, at man skal afhøre tre nye vidner i drabssag.
Hvis anklagemyndigheden skal føre et nyt vidne i sagen om drabet på 32-årige Louise Borglit, er der behov for at afhøre politiagenten “Frank”, som spiller en central rolle i sagen, igen.
Sådan lyder det onsdag morgen fra Christina Schønsted, som er forsvarer for den 30-årige tiltalte mand, i Retten i Glostrup.
Retten beslutter onsdag, at både forsvarer og anklager må indkalde nye vidner.
Tidligere på måneden kom det frem, at et nyt vidne havde henvendt sig til politiet i den næsten syv år gamle drabssag.
Vidnet har ifølge eget udsagn afsonet i fængslet med den tiltalte mand, hvor han har hørt ham indrømme, at han begik drabet.
Da den tiltalte sad i fængsel, tilbragte han tid med politiagenten “Frank” – som er en infiltrator fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) – hvor de talte om drabet.
– Jeg vil ikke gøre gældende, at tiltalte skulle have sagt noget til det pågældende vidne, mens han beviseligt var på gårdtur med “Frank”, siger specialanklager Bo Bjerregaard.
Retssagen har været sat på pause siden juni, mens først Retten i Glostrup og siden Østre Landsret har afgjort om optagelserne, som blev lavet i fængslet af politiagenten, kunne bruges som beviser i sagen.
Det tillod Østre Landsret mandag. Det var selv om retten fandt, at der var enkelte elementer af samtalerne, som havde karakter af en ulovlig politiafhøring.
Christina Schønsted protesterer ikke over, at vidnet føres.
– Vi vil gerne have vidnets forklaring frem, fordi vi mener, at den er særdeles utroværdig, siger hun.
Forsvareren vil også gerne afhøre to fængselsansatte, som kan fortælle mere om arbejdsgangene i fængslet.
Da retten først har skullet beslutte, om vidnerne kunne føres, er de endnu ikke indkaldt.
Retten vurderer derfor, at onsdagens retsmøde og den næste retsdag, som allerede er afsat, ikke er tilstrækkelige til at få afsluttet sagen.
Derfor er der afsat fire dage mere til sagen. Den sidste planlagte dag er først i slutningen af december. Det er, over et halvt år efter at retten indledte sagen.
/ritzau/
Først publiceret: 27. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 27. september 2023 kl. 14:32