Andreas Mogensen skal hjælpe klimaforskere ved at knipse nymånen

Billeder af nymånen fra både ISS og Jorden skal skaffe viden om Jordens evne til at afgive energi.

Mens den danske astronaut Andreas Mogensen befinder sig på Den Internationale Rumstation (ISS) i kredsløb om Jorden, skal han tage billeder af månen.

Det skriver Videnskab.dk.

Helt konkret skal Andreas Mogensen forsøge at fange fænomenet jordskin. Udtrykket dækker over det sollys, der rammer Jorden og bliver kastet op på Månen.

Billederne skal være med til at gøre klimaforskere klogere på Jordens evne til at afgive energi.

Det siger Peter Thejll, klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og medansvarlig for forsøget, til Videnskab.dk.

– Vores klima er totalt afhængig af energibalancen, som er balancen mellem den energi, der strømmer ind fra Solen og den energi, der strømmer ud igen, siger han til Videnskab.dk.

En bedre forståelse af jordskin vil derfor give forskerne mulighed for at lave bedre klimamodeller.

Foruden billederne, som Andreas Mogensen skal tage fra ISS, har forskerne også brug for billeder af nymånen taget fra Jorden.

Derfor opfordrer Peter Thejll personer, der har det rette udstyr, til at pege linsen op mod månen og skyde løs i dagene fra 13. september til 17. september.

Det er nemlig i dagene omkrig nymåne, at der er bedst chance for at fange jordskinnet med et kamera, skriver Videnskab.dk.

Den næste nymåne er fredag den 15. september.

Andreas Mogensen tog afsted mod Den Internationale Rumstation 25. august.

Foruden den danske astronaut var også en amerikansk, en japansk og en russisk astronaut med om bord på rumskibet “Crew Dragon”, der fragtede dem til ISS.

Andreas Mogensen har en række forskningsforsøg med ud i rummet.

Han skal blandt andet teste brugen af Virtual Reality, der menes at kunne styrke den mentale sundhed ved virtuelt at placere astronauterne et behageligt sted uden for rumstationens miljø.

/ritzau/

Først publiceret: 13. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. september 2023 kl. 7:17