63-årig tysker blev fundet død ved Sjællands Odde

Midt- og Vestsjællands Politi har den seneste uge undersøgt, hvem en død mand fundet ved Sjællands Odde er.

Midt- og Vestsjællands Politi vurderer, at den mand, som mandag i sidste uge blev fundet død ud for Sjællands Odde, er en 63-årig tysk statsborger.

Det oplyser politikredsens kommunikationsafdeling til Ritzau.

Ifølge politiet var den tyske mand om bord på et skib, som var på vej til Oslo.

Men da skibet ankom til den norske hovedstad, var den afdøde ikke længere om bord.

Politiet vurderer, at der ikke ligger noget kriminelt bag mandens død, men kan ikke udtale sig om, hvad der er gået forud for dødsfaldet.

Manden blev fundet sidste mandag om eftermiddagen tæt på spidsen af Sjællands Odde.

På det tidspunkt var det ikke muligt for politiet at identificere manden, og derfor bad det om hjælp fra offentligheden.

/ritzau/

Først publiceret: 11. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 11. september 2023 kl. 14:38