Sommervejret fortsætter med op til 30 grader i weekenden

Det er med at nyde weekenden, for sommervejret foretager en brat opbremsning i næste uge.

Hvis man har haft for travlt til at hoppe i badetøjet i løbet af ugen, så kan man endnu vente med at pakke det væk fra den forreste plads i skabet.

Det gode sommervejr fortsætter nemlig hen over weekenden med temperaturer op til i underkanten af 30 grader nogle steder.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Nadine Damsberg.

– Ugen slutter med det samme flotte sensommervejr, som vi har set i løbet af ugen, med masser af sol og flere meteorologiske sommerdage, siger hun.

Det stabile vejr skyldes et højtryk, som ligger over Østeuropa og pumper varm luft ind over Danmark og dermed holder fronter væk.

Fredag kan man forvente en smule skyer og tåge visse steder, men det forventes at klare op i løbet af dagen.

– Ved østvendte kyster kan det dog blive skyet hele dagen, siger hun.

Temperaturerne forventes at nå mellem 23 og 28 grader.

Lørdag bliver den klart bedste dag, og det er her, der er størst chance for at nærme sig de 30 grader.

Helt såkaldt “Indian summer” er det varme vejr ikke, men meteorologen medgiver, at det er usædvanligt for årstiden.

– Det er varmere end normalt, siger Nadine Damsberg.

Temperaturerne falder en smule søndag, men de fleste vil nok stadig være særdeles tilfredse med forholdene.

Søndagen forventes at nå op på mellem 21 og 26 grader.

Højtrykket ser ud til at falme i næste uge, hvormed fronter med regn eller tordenbyger vil snige sig ind over Danmark fra vest.

Derfor ser det sort ud for flere af de meteorologiske sommerdage, som kræver temperaturer på mindst 25 grader.

Temperaturerne ventes således at falde til under 20 grader.

/ritzau/

Først publiceret: 8. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 8. september 2023 kl. 7:23