Lavere koncentration af coronavirus i spildevandet

Ugens tal fra SSI viser et lille fald i koncentrationen af SARS-CoV-2 i spildevandet i forhold til sidste uge.

National overvågning af coronavirus i spildevandet viser en lidt lavere koncentration af coronavirus end ugen før.

Det oplyser Statens Serum Institut.

– Vi har set en stigning i august, men det tyder nu på, at den stigning er aftaget, lyder det fra Lasse Vestergaard, der er overlæge på SSI.

Han tilføjer, at andre europæiske lande også har set en stigning i løbet af august, men fra et lavt niveau.

Statens Serum Institut analyserer hver uge spildevandsprøver for at få et indtryk af niveauet af coronasmitte.

Den nationale vækstrate, der viser den gennemsnitlige ugentlige vækst over de seneste tre uger, viser en stabilisering i koncentrationen af SARS-CoV-2 i spildvandet, oplyser SSI tirsdag eftermiddag.

Lasse Vestergaard fortæller, at det er svært at pege på en årsag til faldet.

– Det er meget usikre tal, så det er svært at komme med en saglig grund til, hvorfor vi nu ser en lidt lavere koncentration af covid end i sidste uge. Der er ikke mange, der bliver testet mere, og tallene skal derfor ses med stor forsigtighed, siger han.

Virussen SARS-CoV-2, som forårsager covid-19, kan findes i afføringen hos nogle smittede personer og dermed også i spildevandet.

Så ved at undersøge spildevand kan man få et indtryk af smitteniveauet i det område spildevandet kommer fra, skriver SSI.

Lasse Vestergaard peger på, at der generelt er en lav coronasmitte i Danmark.

Det vil dog kunne ændre sig i løbet af efteråret.

– Vi forventer at se en stigning i antallet af personer, der bliver smittet med luftvejsinfektioner og herunder covid, i løbet af efteråret. Men om den bliver jævn eller kraftig er ikke til at sige, lyder det fra Lasse Vestergaard.

/ritzau/

Først publiceret: 5. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 6. september 2023 kl. 7:21