Første Mogensen-forsøg bliver med dansk teknologi

Andreas Mogensen skal fotografere energifænomenerne blå jets, røde feer og kæmpelyn fra rumstationen.

Andreas Mogensens første forsøg på Den Internationale Rumstation (ISS) bliver med dansk teknologi.

Det skriver Videnskab.dk.

Den danske astronaut skal lørdag 2. september filme tordenvejr med et speciallavet dansk kamera, som kan filme med en hastighed, der svarer til 100.000 billeder i sekundet.

Eksperimentets første del udførte Andreas Mogensen i 2015 med et almindeligt HD-kamera.

Olivier Chanrion er seniorforsker ved DTU Space. Han har været med til at samle det kamerasystem, som Andreas Mogensen skal bruge til at filme tordenvejr på ISS.

– Det er første gang, at en astronaut har sådan et højhastighedskamera med på ISS, og måske fanger han noget helt nyt, siger Olivier Chanrion til Videnskab.dk.

I 2015 lykkedes det Andreas Mogensen at filme en ny slags lyn kaldet “blå jets”, som flimrede fra toppen af skyerne flere gange.

Denne gang håber DTU Space, at der kommer endnu bedre billeder i kassen.

– Det her kamera kører meget hurtigt, og det skal hjælpe os til at se detaljer på lyn, som vi kan måle på, siger Olivier Chanrion til Videnskab.dk.

Han understreger, at det vil give meget mere information, end de fik sidse gang.

“Blå jets”, “røde feer” og kæmpelyn er alle energifænomener, som sker i et tordenvejr, men vi ved stadig ikke meget om dem, skriver Videnskab.dk.

Blandt andet ved vi ikke, hvordan de påvirker den kemiske sammensætning af molekylerne i atmosfæren.

Og det er ikke lige meget, for molekylernes sammensætning kan have betydning for, hvor god vores planet er til at modtage og holde på varmen.

Ved at blive klogere på de mystiske lyn og deres effekt på atmosfæren kan forskere lave nogle mere præcise klimamodeller og blive endnu bedre til at forstå, hvordan vores klima og planet vil tage sig ud i fremtiden.

/ritzau/

Først publiceret: 4. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 4. september 2023 kl. 14:31