Dansk forskning kan gøre det muligt at føle med protese

Det tager kun få minutter for hjernen at lære at opfatte signaler fra protese ligesom gennem deres egen krop.

I den nærmeste fremtid kan det blive muligt for personer, der skal bruge protese som erstatning for en mistet legemsdel, at få følelse i protesen.

Det er resultatet af ny dansk forskning fra Aalborg Universitet.

Jakob Lund Dideriksen, der er lektor på Aalborg Universitets Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, og som står i spidsen for projektet, fortæller, at brugere i dag skal have meget opmærksomhed på deres protese.

– Det vi udvikler, det er et system, der gør brugere i stand til at mærke, hvad der foregår helt automatisk. Ligesom vi mærker, hvad der foregår med vores naturlige hænder, siger han.

Konkret sker det ved hjælp af sensorer i protesen. Sensorerne kan mærke, hvor hårdt protesen griber om noget. Det signal bliver lavet om til let elektrisk stimulation, som man kan mærke som en let vibration på huden.

– Noget af det, som vi særligt undersøgte, er, hvordan hjernen opfatter det signal – om det bliver opfattet som et naturligt eller kunstigt signal, siger han.

Forskernes resultater tyder på, at det kun tager få minutter, før man har lært at opfatte signalet på lige fod med naturlige signaler.

Det vurderer Jakob Lund Dideriksen er lovende, når det kommer til at implementere teknologien bredt.

Teknologien kan have betydning for, hvordan personer, som bruger en protese, opfatter den. Jakob Lund Dideriksen fortæller, at man skelner mellem, om protesen ses som et eksternt værktøj eller som en integreret del af kroppen.

– Vi vil gerne have, at de opfatter protesen som en integreret del af deres krop. Det er vigtigt i forhold til at motivere dem til at bruge den, og få protesebrugere til at synes, at det er en fordel for dem at bruge den, siger han.

Forskerne vil arbejde videre med at få proteserne til at opfatte flere signaler – eksempelvis hvor åben hånden er.

– Det kan også være, at man kan mærke tryk mere end et sted på hånden, ligesom vi kan mærke tryk rigtig mange forskellige steder på vores hænder, siger han.

Forskerne på Aalborg Universitet samarbejder også med proteseproducenter, så det kan implementeres i praksis.

/ritzau/

Først publiceret: 2. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 2. august 2023 kl. 7:15