Souldronningen Diana Ross besøger Danmark til efteråret
Diana Ross har leveret kæmpe hits hørt verden over, både fra sin tid som forsanger i The Supremes og solo.
“I’m Coming Out”, “Ain’t No Mountain High Enough” og “Upside Down”.
Det er blot tre af de kæmpehits, man forhåbentlig kan få lov at synge med på, når det amerikanske musikikon Diana Ross indtager Royal Arena til oktober.
Live Nation skriver i en pressemeddelelse, at souldronningen kommer til Danmark – nærmere bestemt København til en koncert i forbindelse med sin turné, der hylder hendes største hits.
Koncerten bliver afholdt i Royal Arena 19. oktober, og billetsalget bliver skudt i gang fredag klokken 10.
Diana Ross har udgivet musik i seks årtier, hvor hun med sin enestående stemme har erobret hitlisterne og vundet adskillige priser og anerkendelser gennem sin karriere.
Senest har hun udgivet sit 25. studiealbum “Thank You” i 2021.
Tilbage i 1960’erne toppede en gruppe unge sangerinder de amerikanske hitlister.
Navnet var The Supremes, og i forgrunden stod Diana Ross. Hun skulle siden blive en af de største inden for soulmusikken.
Diana Ross var kun 15 år, da hun blev en del af pigegruppen The Primettes i hjembyen Detroit. Gruppen ændrede snart navn til The Supremes og fik kontrakt med pladeselskabet Motown.
“Where Did Our Love Go” og “Stop! In the Name of Love” er blandt de hits, The Supremes fik berømmelse med, før Diana Ross i 1970 brød med bandet, og det gik i opløsning.
Efter årene med The Supremes fulgte en solokarriere med over 20 albummer, der genremæssigt spænder fra soulpop til poprock.
Repertoiret voksede med jazzindspilninger samt et operaalbum, hvor hun sang sammen med Plácido Domingo og José Carreras.
I det hele taget er nogle af Diana Ross’ største succeser sket i samarbejde med store navne som Lionel Richie og Rod Stewart.
Ifølge Live Nation har Diana Ross’ musik opnået over 100 millioner streams, downloads og salg verden over.
/ritzau/
Først publiceret: 24. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 24. juli 2023 kl. 13:36