Europæisk projekt finder alvorlige fejl ved USB-opladere

Af 120 USB-opladere havde 31 "alvorlige fejl". Et europæisk projekt på tværs af 21 EU-lande står bag testen.

Et europæisk projekt, der har haft fokus på sikkerheden ved USB-opladere, har vist alvorlige fejl ved flere opladere.

I alt er 120 USB-opladere blevet testet, og der er konstateret fejl ved 74 procent af dem.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen.

52 af opladerne fejlede på flere områder i forhold til standarden, og i alt 31 opladere havde alvorlige fejl.

Blandt andet er det konstateret, at nogle af opladerne fejlede ved, at der var manglende isolation, at der var for små afstande mellem de strømførende dele inde i opladerne, og at der var opladere med for tynde, korte eller lange ben i stikkene.

Derudover var der også opladere, der manglede mærkning, og plasten i en række opladere klarede ikke en brandtest, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det er produktsikkerhedsmyndigheder fra Danmark og 20 andre EU-lande, der har udvalgt de 120 USB-opladere og testet dem med udgangspunkt i standarden for opladere.

– Vi har gentagne gange undersøgt USB-opladere, og hver gang har der været sikkerhedsmæssige problemer med en væsentlig del af opladerne, siger teamleder i Sikkerhedsstyrelsen Lars Søllingvraa Niemann i meddelelsen.

Med en fælles EU-indsats har det været muligt at kontrollere og få testet langt flere opladere, end hvis Sikkerhedsstyrelsen selv skulle gennemføre kontrollen.

– En stor del af produkterne sælges også i flere EU-lande, så det giver god mening, at vi samarbejder om kontrollen, lyder det videre.

Efter afslutningen af testene skal de nationale produktsikkerhedsmyndigheder sagsbehandle opladerne. Derefter skal der fastlægges de nødvendige tiltag over for forhandlere, importører eller fabrikanter.

Lars Søllingvraa Niemann understreger, at man som forbruger også kan gøre noget for at højen sikkerheden.

– Tjek, at din oplader er CE-mærket af fabrikanten og husk sikkerheden, når du anvender den.

– Hvis det er muligt, så hold øje med opladeren, når den er brug, og lad være med at lade op om natten eller når du ikke er hjemme, lyder rådene.

/ritzau/

Først publiceret: 12. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 12. juli 2023 kl. 15:11