80-årig fængsles for at stikke kniv i maven på sin kone
Offeret for knivstikkeriet, den 80-åriges kone, har ikke været i livsfare, oplyser Københavns Politi.
En 80-årig mand varetægtsfængsles i fire uger for grov vold mod sin kone.
Kendelsen er afsagt onsdag i Københavns Byret.
Han sigtes for at stikke sin hustru i maven med en kniv på en adresse på Nørrebro i København tirsdag aften cirka klokken 21.20.
Ifølge den 80-åriges forsvarsadvokat erkendte han de faktiske omstændigheder, men nægtede sig skyldig i grov vold.
I Dommervagten blev dørene lukket for tilhørere, da konen ikke er blevet afhørt endnu.
Efter knivstikket blev hun indlagt på hospitalet.
Stefan Ladeby, som er vagtchef ved Københavns Politi, oplyste onsdag morgen, at hun var i stabil tilstand og ikke på noget tidspunkt har været i livsfare.
Motivet for hændelsen er ukendt.
/ritzau/
Først publiceret: 12. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 12. juli 2023 kl. 15:09