Øjenlæger jubler: Antallet af donerede hornhinder tredoblet på ti år

Sidste år blev mellem 700 og 800 danskere med øjensygdomme hjulpet af et stigende antal donerede hornhinder.

Der er godt nyt for danskere, der lider af alvorlige øjensygdomme og har brug for nye hornhinder.

Antallet af donerede hornhinder er på ti år næsten tredoblet til sidste år 1069 styk fra 536 donorer – hver person har to hornhinder.

Det viser nye tal fra Den Danske Hornhindebank, der har til huse på Aarhus Universitetshospital.

Det betyder, at Danmark er blevet selvforsynende med hornhinder – modsat tidligere hvor man eksempelvis måtte importere fra andre lande.

Det forklarer overlæge på afdelingen for øjensygdomme på Aarhus Universitetshospital og medicinsk chef for hornhindebanken Jesper Hjortdal.

– Vi er rigtig glade for, at antallet af donationer har været stigende de senere år.

– Baggrunden er, at vi i samarbejde med andre sygehuse over hele landet har været i stand til at gøre opmærksom på muligheden for, at afdøde kan være hornhindedonorer, siger han.

En transplantation af hornhinden kan være løsningen på en række alvorlige øjensygdomme, som rammer især den ældre del af befolkningen.

– Der er masser af øjensygdomme, hvor den eneste behandlingsmulighed er en operation i form af en hornhindetransplantation.

– Sidste år gjorde donationerne det muligt at give mellem 700 og 800 personer synet helt eller delvist igen, siger Jesper Hjortdal.

Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalets afdeling i Glostrup er de to eneste afdelinger i landet, hvor man foretager hornhindetransplantation.

Hornhinderne kommer fra afdøde, der selv har taget stilling til, at de gerne vil donere deres hornhinder.

De kan også komme fra afdøde, der ikke har taget stilling, men hvor deres pårørende har accepteret donation.

– I Danmark har vi det system, at man skal melde sig til aktivt. Hvis man ikke gør det, så er det pårørende, der tager beslutning om, hvorvidt en afdød kan være donor, siger Jesper Hjortdal.

Mange sygehuse er ifølge overlægen blevet mere bevidste om mulighederne for hornhindedonation og blevet bedre til at spørge pårørende i de tilfælde, hvor den afdøde ikke selv har taget stilling.

Selv om Danmark aktuelt er selvforsynende med hornhinder, ser øjenlægerne ind i et stigende behov.

– Vi ved alle, at gennemsnitsalderen stiger, så vi ser ind i, at behovet for donorhornhinder også stiger fremover, siger Jesper Hjortdal.

Man kan tage stilling til organdonation via sundhed.dk. Man kan også bære et donorkort på sig eller orientere sine pårørende om sin holdning til donation.

/ritzau/

Først publiceret: 11. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 11. juli 2023 kl. 13:09