Helikopter redder danske klatrere ud af stormvejr i Østrig

To danskere måtte reddes med helikopter fra en bjergbestigertur ved den østrigske by Innsbruck.

To danske bjergbestigere måtte sent tirsdag eftermiddag reddes fra en klatretur ved den østrigske by Innsbruck.

Det oplyser østrigsk politi tirsdag aften i en pressemeddelelse.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at to grupper af bjergbestigere tirsdag eftermiddag blev overrasket af et voldsomt tordenvejr.

Den ene gruppe bestod af de to danskere. Den anden bestod af to tjekkiske statsborgere.

Tjekkerne blev fløjet ud med helikopter klokken 16.09, inden de to danskere blev hentet klokken 16.50, skriver politiet.

Politiet melder ikke noget om deres tilstand, ud over at de døjede med mild hypotermi, som betyder, at deres kropstemperaturer har været under 35 grader.

/ritzau/

Først publiceret: 5. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 5. juli 2023 kl. 7:31