Anklager kræver sjælden anbringelse til Field’s-tiltalt
23-årig har stadig voldelige tanker og skal dømmes til anbringelse på det sikreste sted, mener anklager.
Det var på grund af psykisk sygdom, at en 23-årig mand ifølge anklagemyndigheden skød og dræbte tre personer i shoppingcentret Field’s sidste år.
Og da han var sindssyg i gerningsøjeblikket, kan han ikke idømmes en almindelig fængselsstraf, er både anklager og forsvarer i sagen enige om.
Alligevel mener specialanklager Søren Harbo, at det er nødvendigt at idømme den 23-årige til anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse.
– Det er en meget alvorlig påstand at komme med, fordi det er en meget streng sanktion. Men det er vigtigt med den sikreste placering, siger Harbo.
Han mener, at det ikke vil være nok med en dom til anbringelse på en almindelig psykiatrisk afdeling.
Sikringsafdelingen – populært kaldet Sikringen – huser de farligste dømte, der var utilregnelige i gerningsøjeblikket og derfor idømmes en sanktion om anbringelse i stedet for fængsel.
På det ydre kan Sikringen minde om et fængsel, så det ifølge anklagemyndigheden ikke er muligt at flygte.
– Og der er en vanvittigt høj personalenormering samt sikkerhedsvagter, siger specialanklageren.
Desuden kan man – i modsætning til på en almindelig psykiatrisk afdeling – ikke komme på uledsaget udgang, og det kræver i det hele taget en helt særlig tilladelse, hvis man skal på ledsaget udgang fra Sikringen.
Alene det, at anklagemyndigheden ønsker en person anbragt på Sikringen, kræver, at Justitsministeriet vurderer det og indstiller til det.
Anklagemyndigheden mener, at det er nødvendigt med de ekstra sikkerhedsforanstaltninger til den 23-årige, da han på trods af medicinsk behandling for paranoid skizofreni under sin varetægtsfængsling stadig har voldelige tanker.
Søren Harbo henviser blandt andet til, at en retspsykiater har vurderet, at der er stor risiko for, at den 23-årige igen vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet.
– Det er altså, mens han får den behandling, som man må antage vil fortsætte, siger han.
Hvor ofte der sker anbringelse på Sikringen, har Søren Harbo ikke statistik over. Men det sker “sjældent”, fortæller han.
Ved skyderiet i Field’s sidste år blev tre personer – en 48-årig mand, en 17-årig dreng og en 17-årig pige – skuddræbt. De tre drab er den 23-årige tiltalt for. Han er desuden tiltalt for 11 drabsforsøg på andre i shoppingcentret.
Den tiltalte husker ikke meget fra skyderiet, han har fortalt. Hans forsvarer, advokat Luise Høj, vil fredag komme med sine argumenter for, hvad hun mener, at retten bør lægge vægt på i sagen.
Der ventes dom den 5. juli.
/ritzau/
Først publiceret: 3. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 3. juli 2023 kl. 15:11