26-årig mand fængslet for drab på kvinde i Fårevejle

En mand fra Odsherred blev onsdag anholdt og er torsdag fængslet i sagen om drabet på en 57-årig kvinde.

En 26-årig mand blev fredag stillet for en dommer i Retten i Holbæk og sigtet for at have dræbt en 57-årig kvinde i Fårevejle.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

I retsmødet har dommeren besluttet at varetægtsfængsle manden frem til foreløbigt 18. juli, oplyser anklagemyndigheden i politikredsen.

Fængslingen sker i surrogat. Det kan eksempelvis dække over, at den 26-årige skal være fængslet på en lukket retspsykiatrisk afdeling.

Ifølge Ekstra Bladet sigtes den 26-årige for at have dræbt kvinden ved at have kvalt hende. Forsvareren oplyser ifølge avisen, at han erkender at have været på stedet, men nægter sig skyldig i forbrydelsen.

Den 57-årige kvinde blev fundet død onsdag klokken 14.43 på en adresse på Adelers Allé i Fårevejle.

– Kvinden blev fundet af en bekendt, da hendes familie ikke kunne komme i kontakt med hende, sagde vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard onsdag i en pressemeddelelse.

Gerningsstedet var ifølge Ekstra Bladet en wellness- og massageklinik i den lille stationsby, hvor kvinden ifølge avisens oplysninger var medhjælper.

Den 26-årige mand, der er fra Odsherred, blev anholdt torsdag eftermiddag i København efter at være efterlyst med navn og foto.

Politiet havde en formodning om, at han ville søge til Københavnsområdet.

Det, sammenholdt med henvendelser fra offentligheden, gjorde ifølge politiet, at man kunne anholde ham.

To mænd på 59 og 65 år blev onsdag anholdt som mistænkte i sagen, men de er begge løsladt torsdag morgen.

Det er sket, fordi efterforskningen i sagen og afhøringen af de to anholdte har gjort, at politiet ikke fandt grundlag for fortsat at holde dem frihedsberøvet.

/ritzau/

Først publiceret: 26. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret 26. juni 2023 kl. 14:57