Den frie abort fylder 50 år: Samtalen fulgte aldrig med
Sex & Samfund vil sætte samtalen om abort fri med ny bog og digital platform i forbindelse med 50-års-dagen.
For 50 år siden blev aborten gjort fri i Danmark. Kvinder kunne have sex, uden frygten for om andre end dem selv skulle bestemme, om en graviditet skulle fuldføres eller ej.
En milepæl. Men selv om aborten blev sat fri 1973, fulgte samtalen om abort aldrig med.
Det siger Laura Kreutzfeldt Kristensen, der er initiativtager bag bogen “Abortfortællinger”, der udkommer onsdag i anledningen af 50-års-dagen for den frie abort.
I forbindelse med 50-års-dagen onsdag lancerer Sex & Samfund mandag et større fælles initiativ om at sætte samtalen om abort fri, som bogen er en del af.
Bogen er lavet med støtte fra Sex & Samfund og indeholder 50 personlige fortællinger om abort. En af dem af Laura Kreutzfeldt Kristensens egen fortælling.
– Det var svært at sætte ord på, hvad den betød for mig, men den rumsterede i mig.
– Jeg søgte på nettet efter andres historier, men kunne ikke finde repræsentation. Der var ikke plads til nogen, der bare fortalte deres historie, uden at samtalen blev spændt for en politisk vogn, siger hun.
Med bogen vil hun nuancere samtalen om abort. Samtalen om provokerede aborter kan ikke reduceres til politiske diskussioner, eller om en abort var svær eller nem.
– Samtalen om abort er stadig tabuiseret. Den er ikke fri. Vi har haft retten til abort i 50 år. Men samtalen om abort er stoppet der. Vi har ikke vedligeholdt eller udviklet vores sprog og tanker om den, siger hun.
Bogens 50 fortællinger er allesammen forskellige og rummer både ønsker om familiedannelse, samtaler om sex og prævention og meget andet.
Der foretages mere end 12.000 aborter i Danmark hvert år.
– Der findes lige så mange oplevelser med aborten, som der er foretaget, siger Laura Kreutzfeldt Kristensen.
Sex & Samfund lancerer mandag en digital platform, hvor kvinder, som har fået foretaget en abort, kan dele deres egne oplevelser.
– Det er centralt for hvilken som helst rettighed, at hvis den skal bevares for fremtiden, skal vi kunne tale om den og ikke putte den hen i et hjørne, siger Sex & Samfunds generalsekretær, Majbrit Berlau.
Hun håber på, at bogen og den digitale platform kan give en stemme til nogen af dem, der kan sidde med en historie, som de vil dele. Og til dem som fremadrettet beslutter sig for en abort.
– De kan blive mødt uden at føle skam og tabu. Det ville være stærkt, hvis vi kunne bruge 50-året for det opgør, siger hun.
/ritzau/
Først publiceret: 22. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 22. maj 2023 kl. 7:12