Forening får konfiskeret fem millioner for ulovligt bankospil

Byret har besluttet, at der skal konfiskeres fem millioner kroner fra en forening, som afholder banko.

En støtteforening er mandag blevet idømt en bøde på 15.000 kroner for ikke at have overholdt reglerne om bankospil.

Det oplyser Københavns Byret til Ritzau.

Retten har også besluttet, at der skal konfiskeres fem millioner kroner fra foreningen, og at foreningen skal betale sagens omkostninger.

Foreningen var tiltalt for at have brudt reglerne for almene lotterier.

I alt 38 bankoforeninger er blevet meldt til politiet, siden Spillemyndigheden strammede sit tilsyn på området i 2019. Det har Århus Stiftstidende tidligere beskrevet.

Begrundelsen er, at Spillemyndigheden mener, at bankoforeningerne spiller for meget banko.

Ifølge spilleloven må en forening, som afholder almennyttige lotterier, ikke udelukkende eller fortrinsvist have som sit formål at spille banko.

Grunden til det er, at Danske Spil har monopol på at udbyde lotterispil i Danmark, som banko hører under.

Ifølge anklageskriftet i sagen mod den københavnske forening har den i perioder afholdt bankospil flere gange dagligt.

Det fremgår også af anklageskriftet, at anklagemyndigheden gik efter, at retten skulle konfiskere 16 millioner kroner fra foreningen.

Retten har fulgt anklagemyndighedens påstand om en bøde på 15.000 kroner, men har altså nedsat beløbet, som skulle konfiskeres.

/ritzau/

Først publiceret: 8. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 8. maj 2023 kl. 15:11