Mand erkender delvis skyld i sag om bortført pige

En 32-årig mand er sigtet for at have frihedsberøvet en teenagepige og udsat hende for overgreb.

En 32-årig mand erkender delvist sigtelsen mod ham om at have frihedsberøvet 13-årig pige i over et døgn og at have udsat hende for voldtægt.

Det fortæller hans forsvarer, advokat Jens Otto Johansen, mandag formiddag i Retten i Næstved.

Manden, der er iklædt et lysegråt Nike-joggingsæt og orange Adidas-sko, sidder tavs i midten af lokalet, mens retsmødet foregår. Han har et upåfaldende udseende med en slank krop og brunt hår, der er længere på toppen end i siderne.

Han er sigtet for to forhold. Det ene handler om frihedsberøvelse. Ifølge anklagemyndigheden har han langvarigt frihedsberøvet pigen fra lørdag cirka klokken 11.43. Det skete mod pigens vilje, fremgår det af sigtelsen.

Hun blev bragt til to forskellige adresser – først i Sorø og siden i Korsør, og manden og pigen blev fundet på en adresse i Korsør søndag klokken 14.48. Her blev manden anholdt.

Forhold to i sigtelsen handler om, at manden ifølge anklagemyndigheden i perioden, hvor pigen var frihedsberøvet, udsatte hende for voldtægt og andet seksuelt forhold end voldtægt.

Overgrebene fandt sted med vold eller trusler om vold ifølge sigtelsen.

Pigen havde netop overstået sin avisrute i Kirkerup sydøst for Slagelse lørdag ved 11.30-tiden, da hun forsvandt. Hun nåede lige at fortælle sin familie i telefonen, at arbejdet var overstået, men pigen vendte ikke hjem.

Hendes cykel, taske og mobil blev senere fundet efterladt, og hendes familie meldte hende savnet hos politiet, der indledte en intensiv eftersøgning og efterforskning.

Det førte til, at det søndag eftermiddag lykkedes at finde pigen i live.

Søndag aften kunne den 13-årige tage hjem sammen med sin familie. Hendes mor skrev sent samme aften, at de var kommet hjem, og at hendes datter var “o.k. efter omstændighederne”.

Sagen om pigens forsvinden har tiltrukket sig stor offentlig opmærksomhed i den forgangne weekend. Og det vidner fremmødet i den store nævningesal også om.

Der er fyldt på tilhørerpladserne.

Omkring 40 tilhørere, herunder pressefolk, er dukket op til retsmødet, som retten har afsat en time til.

Indtil få minutter før retsmødets begyndelse klokken 11 blev der ved med at dukke tilhørere op i lokalet, så en retsbetjent måtte tage stole fra nævningepladserne, der ikke skulle benyttes under retsmødet, og flytte dem til tilhørerpladserne.

Dommeren har besluttet, at retsmødet skal foregå for lukkede døre. Det vil sige, at alle tilhørere inklusive pressen blev vist ud af lokalet, da sigtelsen var læst op.

Dermed forbliver det uvist, hvad manden eventuelt selv måtte forklare, og hvilke beviser politiet mener at have imod ham.

Det kom ikke frem i den åbne del af retsmødet, hvad det er, manden erkender, og hvad han bestrider. Der er nedlagt navneforbud, hvilket gør det umuligt at beskrive den 32-årige nærmere.

Forsvarer Jens Otto Johansen ønskede navneforbuddet blandt andet med henvisning til, at hans klient er kendt i lokalområdet, og det ville kunne skade ham, hvis hans identitet blev udbasuneret.

Retsformanden nedlagde navneforbud med henvisning til, at sagen endnu er på et indledende stadie.

Det er desuden ikke kommet frem, om den 32-årige kendte pigen på forhånd, og hvordan politiet fandt frem til adressen, hvor pigen og manden opholdt sig.

/ritzau/

Først publiceret: 17. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. april 2023 kl. 12:30