Opsending af dansk satellit udsættes for anden gang

Danskudviklet satellit skulle have været opsendt tirsdag og så onsdag. Men nu bliver det - måske - fredag.

Først skulle den sendes ud i rummet tirsdag. Så blev det til onsdag. Og nu er opsendelsen af en satellit skabt af danske studerende udsat til fredag.

Det oplyser Christoffer Karoff, lektor ved Institut for Geoscience og Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet og leder af det Danske Studenter Satellit Program (DISCO).

Udsættelsen skyldes, at SpaceX, der er ansvarlig for opsendelsen, vil foretage en række test af raketten.

– Dette er ikke ualmindeligt og derfor ikke noget, der er bekymrende, skriver Christoffer Karoff i en mail.

Den danskudviklede satellit Disco 1 måler ti gange ti centimeter og vejer omkring et kilo. Den har en mikrocomputer med, som er udviklet til at lave maskinlæring.

Det er studerende fra flere forskellige fag på fire danske universiteter, der har været med til at udvikle satellitten.

Det er SpaceX, der har udviklet og produceret den.

SpaceX er stiftet af Elon Musk i 2002. Han er også selskabets administrerende direktør i dag.

Satellitten skal ifølge planen sendes ud i rummet med en raket af typen “Falcon 9 Block 5”.

Disco 1 skal ifølge planen teste teknologien for de danske studerendes næste satellit – Disco 2.

Disco 2 er en klimasatellit, som skal sendes op i sommeren 2024. Den vil være lidt større, og det er meningen, at Disco 2 skal tage billeder af gletsjere i Grønland.

Mikrocomputeren skal ved hjælp af kunstig intelligens udvælge hvilke billeder, der skal hentes ned til Jorden.

Det er nemlig grundet satellittens størrelse begrænset, hvor meget data, der kan hentes.

De studerende kommer fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og IT-Universitetet.

/ritzau/

Først publiceret: 12. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 12. april 2023 kl. 7:09