Sundhedsminister havde gerne set Søren Brostrøm fortsætte

Efter 12 år stopper Søren Brostrøm i Sundhedsstyrelsen. Sundhedsminister havde håbet, han fortsatte.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) havde gerne set Søren Brostrøm fortsætte som direktør for Sundhedsstyrelsen.

Det siger hun i en skriftlig kommentar.

– Jeg har været og er stadig meget glad for samarbejdet med Søren Brostrøm, som jeg selv var med til at ansætte som styrelsesdirektør i 2015. Han har styrket og udviklet Sundhedsstyrelsen med sin store faglige integritet og kompetente tilgang til arbejdet.

– Jeg havde gerne set, at Brostrøm ville fortsætte som direktør, men jeg har også forståelse for, at han efter 12 år i styrelsen gerne vil prøve kræfter med noget nyt, når hans nuværende åremålsansættelse udløber i oktober, lyder det fra Sophie Løhde.

Hun var også sundhedsminister i 2015 under Venstres etpartiregering.

Brostrøm blev hentet som direktør internt i Sundhedsstyrelsen. Han kom fra en stilling som enhedschef og overlæge i styrelsen.

Efter over otte år som direktør for sundhedsmyndigheden stopper han, når hans kontrakt udløber 7. oktober. Det blev meddelt i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen onsdag.

– Det giver os et halvt år til at finde den rette kandidat, der ligesom Brostrøm kan udvikle og gøre en positiv forskel for sundhedsvæsenet i Danmark, siger Sophie Løhde.

Søren Brostrøm siger i en pressemeddelelse fra styrelsen, at “både Sundhedsstyrelsen og jeg skal videre”.

– Jeg har længe vidst, at jeg ikke ville søge stillingen igen. Generelt synes jeg ikke, man skal sidde for længe på vigtige poster, hvor man kan komme til at fylde for meget og spærre for udvikling, siger Brostrøm.

Han blev for alvor et kendt navn i offentligheden, da coronapandemien ramte i starten af 2020. Her tonede han frem på tv-skærmene hjemme i stuerne landet over ved de mange pressemøder med myndighederne.

Selv om han fra mange sider er blevet rost for sin evne til at kommunikere skarpt og klart, har der også været malurt i bægeret.

For i starten af coronavirussets udbrud lød det fra Søren Brostrøm, at risikoen var “meget lav” for spredning i Danmark. Efterfølgende erkendte han, at sygdommen i begyndelsen skulle have været håndteret anderledes.

/ritzau/

Først publiceret: 12. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 12. april 2023 kl. 15:09