Få det meste af dit depositum tilbage

Arbejdet for at få det meste af dit depositum tilbage, når du flytter fra en lejebolig, begynder allerede den dag, du flytter ind, lyder det fra chefjurist.

Du kan også tjekke op på, hvad der står i din lejekontrakt angående, hvilken stand lejligheden skal afleveres i.

Skal du til at fraflytte din lejebolig, er der pludselig mange ting, du skal forholde dig til.

Og hvis du vil holde bedre fast i nogle af dine surt tjente penge fra depositummet, kommer chefjurist Anders Svendsen fra Lejernes Landorganisation med en række guldkorn.

1) Brug tid på indflytningssyn

“Der, hvor man rigtigt sparer penge, er ved indflytningen,” fortæller han.

“Har du lavet en god indflytningsrapport, hvor du har klargjort, hvad der er galt med lejligheden, så slipper du for muligvis at skulle aflevere den i bedre stand.”

“Husk at aflevere den til udlejer senest 14 dage efter indflytningen.”

Står der eksempelvis i kontrakten, at lejligheden er i fin stand, men slet ikke er det, er det ifølge chefjuristen blandt andet her, du skal påpege det.

For domstolene er tilbøjelige til at tro på det, der står i kontrakten, hvis du ikke har klaget ved indflytning, og det ender ud i den helt store uenighed.

Du kan også tjekke op på, hvad der står i din lejekontrakt angående, hvilken stand lejligheden skal afleveres i.

“Typisk er reglen, at man ikke skal levere det lejede tilbage i bedre stand, men i samme stand,” siger Anders Svendsen.

2) Brug vedligeholdelseskontoen

Kig på, hvem der har vedligeholdelsespligten, da det afgør, hvem der eksempelvis skal male, fortæller Anders Svendsen.

“Bor du i et lejemål, hvor du har indbetalt penge til en vedligeholdelseskonto, kan det være smart at bruge beløbet på vedligeholdelse, inden du opsiger lejemålet.”

“Nogle steder er der praksis for, at hvis du spørger, om der kan blive malet for penge fra den konto, bliver det tolket som for sent.”

“Og så får du ikke lov til at male for de penge, du egentlig har betalt ind til det.”

3) Du må godt være uenig i udlejers krav

Ved fraflytning kommer udlejer med sin vurdering af, hvad der skal laves i lejligheden.

Og det kan du så enten acceptere eller protestere imod, fortæller Anders Svendsen.

Du bør især være opmærksom på, hvad du skriver under på ved fraflytningen.

“Du kan være ude for, at du i fraflytningsrapporten skriver under på, at du er enig med udlejers krav.”

“Står der derfor noget, du er usikker på, kan du lade være med at skrive under og få udlejer til at sende fraflytningsrapporten til dig.”

“Det bedste er, at du tilføjer i rapporten, at du alene kvitterer for modtagelsen af rapporten.”

Skulle du ende i en konflikt med udlejer, kan du få det prøvet i Huslejenævnet. Det koster 350 kroner.

Bor du i en almen bolig, er det Beboerklagenævnet, som du skal have fat i.

Og de instanser kan du ifølge advokat Peter Steen Hansen fra lejeretexperten.dk bruge som lejer til flere lejeretlige stridigheder.

“Huslejenævnet er førsteinstans, når det drejer sig om uenigheder med eksempelvis huslejen eller ved fraflytning,” fortæller Peter Steen Hansen.

“Så vil nævnet komme med en afgørelse. Og er der stadig uenigheder, og du ønsker at gennemtvinge afgørelsen over for lejer, kan du indbringe den for boligretten.”

Men når det kommer til at spare penge på fraflytningen, så er det vigtigste råd overhovedet, at du personligt gennemgår boligen ved indflytning, siger advokaten.

“Gennemgå lejemålet minutiøst, lav en mangelliste, tag billeder af det hele, så uanset hvad der står i lejekontrakten, har du din egen indflytningsrapport,” siger Peter Steen Hansen.

“Den sender du til udlejer med anbefalet brev eller en afleveringsattest. Så har du bevis for, at det er afleveret, og det er vigtigt.”

Tidsfrist i huslejenævnet

1. Når huslejenævnet modtager din skrivelse, meddeler det udlejeren, hvad du klager over, og udlejer får som regel en frist på to uger til at fremsætte sin side af sagen.

2. Det er Huslejenævnet selv, der afgør, hvilke nærmere undersøgelser der skal foretages i sagen. Nævnet kan i den forbindelse indhente oplysninger hos sagens parter samt alle offentlige myndigheder og private.

3. Nævnet kan også foretage en besigtigelse af ejendommen eller lejligheden. Er det tilfældet, vil du og din udlejer blive indkaldt til besigtigelsen med mindst en uges varsel.

Kilde: borger.dk.

Først publiceret: 16. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 16. marts 2023 kl. 11:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

og