SF-profil: Hvis S og V stadig vil hæve politikerløn skal de stå ved det
Jacob Mark har fået indikationer på, at Socialdemokratiet denne gang er klar til ny aftale om politikerløn.
SF-folketingsmedlem Jacob Mark trak tirsdag sit beslutningsforslag om at indkalde til nye forhandlinger om folketingsmedlemmers og ministres løn- og pensionsvilkår tilbage, samme dag som det skulle behandles i Folketingssalen.
Det gjorde han, fordi regeringen “har lyttet” og mandag indkaldte til drøftelser om emnet, forklarer Jacob Mark.
– Jeg tilbød regeringen, at hvis de lovede at indkalde til forhandlinger med henblik på at ændre de meget lukrative vilkår, som er for politikere, blandt andet når det kommer til pensioner og eftervederlag, så ville jeg trække forslaget fra salen.
Jacob Mark har gennem flere år presset på for en ny politisk aftale om politikernes løn- og pensionsvilkår.
Før folketingsvalget 1. november var de “faktisk utrolig tæt på en aftale om at afskaffe de her lukrative vilkår” ifølge Jacob Mark, der tror, at denne gang lykkes det.
– Jeg har sådan en fornemmelse af – med de signaler, jeg får fra regeringen, men også når jeg har diskuteret det med statsministeren og finansministeren – at nu vil man have det løst.
– For man er også træt af at se mig gå ud i pressen med det her igen og igen, siger han.
Det vigtigste for SF er at ændre politikernes pensionsvilkår og ministrenes eftervederlag.
Og det forventer Jacob Mark, vil kræve et kompromis, hvor folketingsmedlemmer og ministres løn hæves for at modsvare forringelser i pensionen.
– Det er ikke vigtigt for os at hæve lønnen. Men jeg har en fornemmelse af, at det er det, de (Socialdemokratiet og Venstre, red.) vil kræve, for det har de krævet før.
– Så vi skal ind og forhandle om, hvor kompromisset ligger, siger Jacob Mark.
Venstres og Moderaternes gruppeformænd har tirsdag ikke villet løfte sløret for, hvilket oplæg regeringspartierne går ind til de kommende drøftelser med.
Venstre ser dog ikke, at den samlede økonomisk ramme for løn og pension stiger.
– Jeg har jo flere gange tilbudt Venstre og Socialdemokratiet, at nu afskaffer vi de ministerpensioner, pensionsordninger i det hele taget og eftervederlag, som hører fortiden til, og så lader vi vores løn blive, hvor den er. Det siger de meget klart, at det vil de ikke, siger Jacob Mark.
– Så har jeg sagt, at vi må indgå et kompromis, hvor lønnen stiger, ligesom Vederlagskommissionen har sagt. Det har de så været bekymret over, hvordan ville blive taget imod af omverdenen. Så bliver det lidt en Bermudatrekant, hvor vi aldrig kan nå i mål.
– Jeg har det sådan, at hvis de gerne vil hæve lønnen, så må de også stå ved det.
Vederlagskommissionen kom i 2016 med anbefalinger til, hvordan løn og pension bedre kunne indrettes.
Kommissionen anbefaler blandt andet, at politikernes livslange pensionsordning skal laves om til en 17 procent arbejdsgiverbetalt pension, hvor man optjener pension gennem grundlønnen og ikke som en ydelse.
Modsat skal årslønnen hæves med et tilsvarende beløb.
/ritzau/
Først publiceret: 14. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 14. marts 2023 kl. 19:08