16-årig tiltalt i terrorsag: Unge er hurtigere at opildne

Tirsdag begynder en sag i Holbæk mod en 16-årig, der er tiltalt for at slutte sig til en terrorsammenslutning.

En 16-årig dreng fra Vestsjælland vil tirsdag blive mødt af alvorlige anklager, når han tager plads i Retten i Holbæks store nævningeretssal.

Han er tiltalt for at lade sig hverve til Feuerkrieg Division og for at forsøge at hverve en kammerat til bevægelsen, der ifølge anklagemyndigheden er en terrorsammenslutning.

Ifølge Christian Mogensen, der er ekspert i ekstreme digitale fællesskaber og har kendskab til sagen, er Feuerkrieg Division en højreekstrem bevægelse med tydelige spor til det nynazistiske miljø.

– Gruppens primære formål er at få skabt en ny verdensorden, som i deres øjne er mere retfærdig.

– Det er, hvor den i deres øjne gode, hvide, stærke, kloge mand har magten og styrer og kontrollerer alle de andre – herunder kvinder og folk med anden hudfarve, siger han.

Han pointerer videre, at det er en accelerationistisk gruppe. Det indebærer i denne sammenhæng, at udviklingen – her verdens uundgåelige undergang – skal gå hurtigere, blandt andet ved at tilskynde til racekrige, så der kan opbygges en ny verdensorden.

– Det er ikke en gruppe, som nødvendigvis vil angribe “de andre”, men måske endda i højere grad deres egne og så skyde skylden på “de andre” for at kickstarte en for dem uundgåelig tredje verdenskrig eller racekrig, siger han.

Ifølge Christian Mogensen er det ikke til at sige, hvor mange der er en del af gruppen, der udspringer af en amerikansk bevægelse ved navn Atomwaffen Division og havde de første straffesager i Estland.

Anklagemyndigheden hævder, at drengen i sagen i Holbæk har delt link til en mappe med bombe- og våbenmanualer til medlemmer af Feuerkrieg Division i en gruppe på beskedtjenesten Telegram.

Han anklages også for at have udarbejdet afsnit og læst korrektur på dele af “The Feuerkrieg Division Handbook”. Håndbogen indeholder blandt andet opfordringer til at begå terror.

Den tiltalte nægter sig skyldig, mens anklageren ventes at gå efter fire års fængsel eller mere.

Drengen var 15 år, da han i april sidste år blev anholdt og derefter varetægtsfængslet på en lukket institution for unge.

Generelt har mange ekstreme radikale forsøgt at hverve unge mænd, forklarer Christian Mogensen.

– Helt grundlæggende er det unge mænd, som er hurtigere at opildne til at gøre ting og nemmere at overbevise om, at man kan tilbyde dem et ståsted og et tilhørsforhold – en tilknytning til “noget større”, siger han.

Anklagemyndigheden mener, at den 16-årige dreng har haft en ledende rolle i Feuerkrieg Division. Ifølge Christian Mogensen kan man få en rolle som leder af en mindre del af gruppen.

– Nogen kan melde sig til at være landeleder, afdelingsleder eller leder i en by, forklarer eksperten.

En af den 16-åriges kammerater blev oprindeligt også sigtet i sagen for at have ladet sig hverve til Feuerkrieg Division. Men sigtelsen blev siden droppet.

Sagen foregår over adskillige dage indtil maj.

/ritzau/

Først publiceret: 14. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 14. marts 2023 kl. 7:16