Sønderjyde bor omringet af 300 hektar solceller

De seneste år har Ulla Petersen fået solceller som nabo på alle sider. Et sted er der tre kilometer paneler.

Fra hesteryggen af sin brune holstener Calipo plejede Ulla Petersen at kunne se over til sin genbo, når hun red på marken bag sit hvide hus.

Nu brydes blikket af en mur af blåsorte solcellepaneler.

Som en ø i et hav af solceller bor hun i Hjolderup Mark vest for Aabenraa i Sønderjylland – midt i Nordeuropas største solcelleanlæg.

– Nu bor jeg snart selv herude. Der var liv lige ovre på den anden side, men nu er der ingen, siger Ulla Petersen, der er 50 år.

Den lille landsby Hjolderup med omkring ti ejendomme ligger næsten omringet af anlægget, der måler over tre kilometer på det bredeste sted.

Cirka halvdelen af ejendommene er blevet solgt til European Energy, der står bag parken. Men en håndfuld beboere er blevet.

På vej ind til klyngen af ejendomme bor Ulla Petersen med sin søn.

Da hun flyttede ind i 2005, var det markerne og naturen, der trak i hende, mens det også er tæt på familien og hendes rødder.

– Der kan siges mange negative ting om solcellerne, siger hun og nævner de mange lastbiler under byggeriet, som også har blokeret vejen, ligesom anlægget kunne have ligget et andet sted.

– Men det positive er, at der ikke er noget genskær, og det var det, jeg var mest bekymret for, siger hun.

European Energy har flere anlæg på vej, og der er ifølge projektchef Søren Hartz taget en læring med fra anlægget ved Hjolderup.

– Der er en historie bag, at anlægget ligger, hvor det gør, som fører tilbage til, inden der var retningslinjer for placeringen i forhold til boliger.

– Nu er der et kodeks blandt opstillerne, så alle undgår at lægge anlæg, som omkranser landsbyer, fortæller han.

Inden opførelsen har European Energy har haft dialog med naboerne i den lille landsby om deres jord, og de vidste derfor, at de flere ville sælge.

Tilbage i Hjolderup Mark glæder Ulla Petersen sig til, at et levende hegn af træer vokser sig stort nok til at skjule solcellerne.

Mens hun tidligere har ejet sin bopæl, bor hun nu til leje, og det er derfor i sidste ende hendes udlejers beslutning, hvis huset skal sælges.

Trods den nye nabo bliver hun boende, så længe hun kan. Tæt på familien, by og motorvej samt hendes rødder:

– Jeg kan ikke se, hvor jeg kommer til at bo lige så centralt og godt som her.

/ritzau/

Først publiceret: 3. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 3. marts 2023 kl. 6:48