20-årig kommer slemt til skade i buspåkørsel i Lyngby
Bus påkørte med 40-50 kilometer i timen mand i Kongens Lyngby. Han blev efterfølgende kørt til traumecenter.
En 20-årig mandlig fodgænger er kommet alvorligt til skade efter at være blevet påkørt af en bus i Kongens Lyngby.
Manden er i stabil tilstand efter indledningsvist at have været i kritisk tilstand.
Det oplyser vagtchef Sebastian Føns hos Nordsjællands Politi onsdag morgen.
Politiet fik en anmeldelse om ulykken klokken 04.01.
– En bus kommer kørende med 40-50 kilometer, og så påkører bussen en fodgænger, siger vagtchefen.
Manden blev efter påkørslen kørt til Rigshospitalets Traumecenter og senere meldt i stabil tilstand.
Politiet er aktuelt ved at foretage undersøgelser på ulykkesstedet.
– Vi er til stede ved færdselsuheldet. Det er vi både med teknisk støtte og en bilinspektør, siger Sebastian Føns.
Lyngby Hovedgade er spærret mellem Jægersborgvej og Christian X’s Allé tidligt onsdag.
– Vi melder ud, når vores undersøgelser er blevet afsluttet, og vejen er genåbnet, skriver Nordsjællands Politi på Twitter omkring klokken 05.00
/ritzau/
Først publiceret: 1. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 1. marts 2023 kl. 7:13