Ugen byder på mere tørt vejr og nogen sol landet over

Det vil fortsat være koldt om natten mange steder i ugens løb, men om dagen kan solen titte frem.

Der venter mere tørt og roligt vejr i den kommende uge, som også kan byde på lidt mere sol.

Samtidig byder aftenenerne på dis og tåge og nattefrost mange steder.

Det fortæller Andy Ahumada, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

– Vi kommer ind i en tørrere uge med lidt eller nogen sol hist og her, men også stadig lidt dis og tåge om aftenen og natten, siger han.

– Det fortsætter vi med resten af ugen.

Vejret ser ifølge Andy Ahumada ud til at holde sig nogenlunde stabilt i ugens løb. Det gælder også i forhold til vindforholdene, som bliver rolige.

Og det bliver nogenlunde ens på tværs af Danmark.

– Der vil måske i løbet af natten og tidlig morgen være mere tåget i Jylland end i resten af landet. Ellers kommer det til at være tørt, siger Andy Ahumada.

Først omkring torsdag og fredag kan der komme let regn fra vest.

Temperaturerne kommer i ugens løb til at ligge på omkring fem grader om dagen. Om natten bliver det nattefrost ned til minus to grader.

Hvor koldt det bliver om natten, afhænger af hvor mange skyer der er. Skyer hjælper nemlig med at holde på varmen, mens en skyfri himmel i februar betyder nattefrost, skriver DMI.

Sidst på ugen ventes temperaturerne til gengæld at stige et par grader.

Fredag kan temperaturerne snige sig op på syv eller otte grader lokalt længst mod vest.

Ifølge DMI er det et kraftigt højtryk over Centraleuropa, som ligger næsten stille, der er årsag til det mere stabile vejr.

Højtrykket blokerer for eventuelle fronter med nedbør, der normalt kommer ind til Danmark fra vest og nordvest.

/ritzau/

Først publiceret: 6. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 6. februar 2023 kl. 7:19