Undgå at betale skat to gange

Hvert år er der op mod 40.000 danskere, som kommer til at sætte for meget ind til ratepension, og som ikke får det rettet op via deres pengeinstitut eller pensionsselskab

Betaler du for meget ind ind til ratepension, får du ikke fradrag for det overskydende beløb.

Ingen har lyst til at betale skat af det samme beløb to gange. Men det er der hvert år op mod 40.000 danskere, som risikerer at komme til.

Problemet er, at de betaler for meget ind til ratepension. Så får de ikke fradrag for det overskydende beløb. Men de kommer alligevel senere til at betale skat af pensionsudbetalingerne.

Derfor opfordrer Skattestyrelsen nu borgerne til at sikre sig, at de ikke indsætter for meget til ratepension. Og at skynde sig at få rettet op på det, hvis de har indbetalt for meget.

”Skattestyrelsen kan ikke hjælpe med løsninger, men det kan banker og pensionsselskaber ofte. Ta’ derfor kontakt til dem,” opfordrer underdirektør i Skattestyrelsen Michael Medom Hansen.

Millioner tabt

I 2022 må hver borger højest sættes 59.200 kroner ind til ratepension. Men mange får både indbetalt via en arbejdsgiver, samtidig med at de selv gør det privat. Så risikerer de at overstige den samlede grænse.

Skattestyrelsen tæller sammen. Hvis en borger totalt har indbetalt for meget, så kommer der en advarsel om det på årsopgørelsen. Samtidig nedsætter Skattestyrelsen fradraget til det maksimale.

Men mange må overse advarslen. De får i hvert fald ikke rettet op på miseren.

Sådan får du beløb overført eller udbetalt

Det er i nogle tilfælde muligt flere år tilbage i tiden at få justeret for høje indbetalinger til ratepension. Kontakt dit penge- eller pensionsinstitut og aftal det videre forløb.

  • Hvis du vælger at få det overskydende beløb udbetalt, påvirker det ikke din årsopgørelse for indbetalingsåret.
  • Hvis du vælger at få det overskydende beløb overført til en livrente, laver pensionsinstituttet en ny indberetning til Skattestyrelsen.

Derefter kan Skattestyrelsen fremstille en ny årsopgørelse. Hvis ikke du automatisk modtager en ny årsopgørelse inden for en måned efter, at ændringen fremgår af dine skatteoplysninger, skal du kontakte Skattestyrelsen.

Læs mere om, hvordan du ser og retter dine gamle årsopgørelser HER.

Samlet er det mellem 300 og 400 millioner kroner, som Skattestyrelsen årligt reducerer fradrag med.

Sådan kan det løses

Der er flere muligheder for at rette op på en for stor indbetaling til ratepension. I nogle tilfælde kan bank eller pensionsselskab tilbagebetale det overskydende beløb kontant.

Der kan også være mulighed for, at der overflyttes penge til for eksempel en livrente. Her gælder der andre grænser for indbetalinger.

I særlige tilfælde findes en tredje mulighed. Men den er mere indviklet og kompliceret: Du kan lade det indbetalte beløb stå og få det udbetalt skattefrit, når din pensionsopsparing skal udbetales. Men det forudsætter, at du til den tid kan dokumentere, at du ikke tidligere har fået fradrag for det, der er indbetalt.

Måske skal du først have udbetalinger om mange år. Det kan blive besværligt at gemme og huske dokumentation. Derfor er det måske bedre at få det overskydende beløb udbetalt eller overflyttet til en anden pensionsordning.

I særlig fare

Skattestyrelsen kan se, hvem der typisk kommer til at betale for meget ind på ratepension: Det er dem, der

  • Betaler topskat – eller
  • Skifter job i løbet af året – eller
  • Har flere arbejdsgivere i løbet af året

I snit knap 10.000 kroner

Skattestyrelsen har SeniorNews’ nyhedsbrev undersøgt, hvor meget for meget borgerne typisk kommer til at indbetale over grænsen. Gennemsnittet de sidste par år har været knap 10.000 kroner.

Det udløser typisk en ekstra skat på cirka 4.000 kroner. For topskatteydere kan det være noget mere.

Cirka syv ud af hver har indbetalt mindre end 10.000 kroner for meget. Men der er også adskillige tusinde, som kommer til at betale mere end 10.000 kroner for meget ind uden at få det rettet op efterfølgende.

Læs om ratepension i Seniorhåndbogen HER.

Først publiceret: 30. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 26. december 2022 kl. 9:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og