Tæt på umuligt at hæve kontanter

Flere landsdækkende banker har fjernet muligheden for at hæve kontanter ved kassen. Hos Danske Bank kan det udelukkende ske i København og Aarhus.

Når der skal hæves penge i banken, har processen været den samme gennem generationer: Man gik op til kassen og fremviste legitimation for at få udleveret kontanterne.

Men det er slut for mange bankers vedkommende.

For flere landsdækkende banker har smækket låget i for den personlige betjening, når der skal haves penge. Betjeningen er også er kendt som kontantkasserne.

Flere banker har lukket for muligheden

Det drejer sig blandt andet om Jyske Bank, Nordea og Arbejdernes Landsbank, hvor det ikke længere er muligt at hæve penge ved en kontantkasse.

Arbejdernes Landsbank valgte at lukke for kontantkasserne i 2020. Banken oplyste i en pressemeddelelse, at den fysiske kassebetjening var “mere og mere overflødig”.

Hos Jyske Bank begrunder man lukningen af kontantkasser med blandt andet sikkerhed.

Kontanterne giver frihed

For 71-årige tidligere efterskoleforstander på Husby Efterskole Thorkil Sohn spiller mønterne og sedlerne stadig en vigtig rolle.

Han karakteriser sig selv som “en varm tilhænger af kontanter”.

“Jeg kan sagtens genkende billedet af, at mange banker har lukket for kontanterne,” siger Thorkil Sohn, der er bosat i Ringkøbing.

Han trøster sig ved, at en håndfuld banker på egnen stadig har åbent for hævning og indsættelse af kontanter.

Man skal dog huske at give banken besked i forvejen, fortæller den tidligere forstander.

“Jeg har altid kontanter på mig. For jeg ser det som en klar frihedsrettighed at have kontanter. Og at kunne bruge dem,” siger Thorkil Sohn.

Politikerne har ikke taget ansvar

Palle Smed, direktør for Faglige Seniorer, påpeger, at mange seniorer benytter sig af kontanter, og derfor er det vigtigt, at det er muligt at hæve penge.

Det har borgerne ret til, mener han.

“Men man skal også huske på, at kontanterne kan udgøre en fare for den enkelte. Særligt hvis man har mange kontanter på sig,” siger Palle Smed.

At mange kontantkasser er nedlagt udgør også et problem, hvis man ønsker at indsætte kontanter, lyder det fra direktøren.

Det skaber problemer for både borgerne såvel som virksomheder, der ifølge kontantreglerne skal tage imod kontanter fra klokken 06 til 22.

“Det er helt overladt til finanssektoren at bestemme, hvordan private og erhvervsdrivende kan både hæve og indsætte de fysiske penge. Det synes jeg er er forkert, for der ligger et samfundsansvar, der skal løftes. Og her har politikerne ikke taget et ansvar,” siger Palle Smed.

Lange køer ved kontantkasserne

Hos Danske Bank er antallet af kontantkasser reduceret til to i hele landet. Kunderne kan bruge kontantkassen i filialen ved Nørreport i København, der dermed er den eneste på Sjælland, eller de kan hæve kontanterne i en enkelt filial i Aarhus.

Og hvis der skulle være tvivl, om hvorvidt bankens kontantkasser bliver brugt, kan man blot besøge dem ved månedsskift, når løn og offentlige ydelser udbetales.

De mange kunder til Danske Banks kontantkasser resulterer ofte i lange køer omkring filialen ved Nørreport, skriver Finansforbundet.

Kilde: Arbejdernes Landsbank, Finansforbundet, Finanstilsynet

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Er det OK, at bankerne har skåret ned på antallet af kontant-kasser? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Først publiceret: 30. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 26. december 2022 kl. 9:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og