“Giro 413” i guldregn: Får kæmpe donation af afdød lytter

Det kendte DR-radioprogram "Giro 413" har modtaget 500.000 kroner i arv fra en trofast lytter. Det giver mulighed for, at flere penge end normalt kan deles ud i 2023 og 2024 til sociale formål.

DR's radioprogram "Giro 413" har modtaget 500.000 kroner af en lytter. Her ses vært Peter Sten. Foto: Per Gade Gyldenkærne DR.

En loyal lytter af radioprogrammet “Giro 413” har vist sin støtte selv efter døden. For programmet, der bliver sendt på DR og samler penge ind til sociale formål, har modtaget en stor donation på 500. 000 kroner. Giveren er en trofast lytter fra Esbjerg, der døde i efteråret 2021.

Pengene skal gå til børn og unge

Da afdødes testamente blev åbnet, kom det nemlig frem, at lytteren ønskede, at 500.000 kroner af hans arv skulle gå til ’Giro 413’ og dermed aktiviteter og projekter for socialt dårligt stillede børn og unge under 18 år i Danmark. Og det vækker glæde hos DR.

“Vi er naturligvis meget taknemmelige for den smukke tanke og det store beløb, og i DR har vi besluttet, at pengene skal uddeles over de kommende to år, ” siger Ralf Richardt Strøbech, der er redaktionschef for musik, P5, P6 & P8 i DR Kultur, Børn og Unge.

Ekstra mange penge at søge om

Det store beløb fra lytteren betyder samtidig, at den økonomiske puljen nu er større end normalt.  Faktisk vil “Giro 413” have omtrent dobbelt så mange kroner som normalt at dele ud af i 2023 og 2024. Hvor DR i maj 2022 kunne uddele 264.000 kroner fra “Giro 413” – det største beløb i syv år – vil der nu omtrent være en halv million kroner at søge i 2023 og 2024.

 

Vært håber mange vil sprede budskabet

“Jeg håber, at rigtig mange vil sende os en ansøgning i den kommende tid. Samtidig håber jeg også, at mange vil være med til at sprede budskabet til venner og familiemedlemmer, som man kunne forestille sig var interesserede, og fortælle dem, at der er ekstra meget at komme efter i år,” siger Peter Sten, der er vært på “Giro 413”.

På hjemmesiden dr.dk/giro413 er der i december og frem til udgangen af januar 2023 mulighed for at sende en ansøgning ind og måske få en del i pengene. Privatpersoner kan ikke søge, men det kan projekter og foreninger, der har en idé til at gøre livet bedre for udsatte og dårligt stillede børn og unge i Danmark.

Kilde: dr.dk

 

Først publiceret: 7. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 7. december 2022 kl. 14:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og