Flygtet 17-årig er anholdt på tog i Padborg

En dreng, der natten til onsdag flygtede fra Stevnsfortet, er anholdt. Flugten var den tredje siden sommer.

En 17-årig dreng, der natten til onsdag stak af fra Stevnsfortet, fik ikke lang tid på fri fod.

Han flygtede fra den sikrede døgninstitution klokken 01.47, og onsdag eftermiddag blev han igen anholdt.

– Han bliver anholdt i et tog i Padborg omkring klokken 15.30, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har ikke villet oplyse, hvad han er sigtet for, eller hvordan det lykkedes ham at flygte. Han betegnes dog ikke som farlig.

Drengen sad varetægtsfængslet i surrogat på Stevnsfortet, der en sikret institution for unge mellem 12 og 18 år. Institutionen hører under Region Sjælland og har 10 pladser fordelt på to afdelinger.

Flugten er den tredje fra Stevnsfortet siden sommer.

Den 18. juli flygtede en 17-årig dreng med banderelationer fra institutionen. Han fik en måned på fri fod, før han blev anholdt i Vanløse i København.

Dagen efter hans flugt lykkedes det to andre unge på 17 og 18 år at stikke af.

Deres tur i friheden blev dog kortvarig, da de efter fire timer blev fundet igen takket være borgere i Stevns Kommune, som hjalp politiet med, hvor de skulle lede.

Alle tre slap væk ved at hoppe over et hegn.

I en udtalelse fra Stevnsfortet lød det i forbindelse med efterlysningen af den 17-årige, der senere blev anholdt i Vanløse, at “det er yderst sjældent, at der er unge, der rømmer institutionen”.

Efter de to rømninger i juli skrev Stevnsfortet i en mail til Ritzau, at “de sikkerhedsmæssige udfordringer” er blevet udbedret.

Alligevel lykkedes det altså natten til onsdag endnu en teenager at undvige.

/ritzau/

Først publiceret: 16. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. november 2022 kl. 18:18