Omkring 25.000 uden MItID smides af netbank tirsdag

Borgerservice har travlt med at hjælpe borgere, som ikke har MitID og mister adgang til deres netbank.

Fra tirsdag er det helt slut med at bruge NemID, når man skal logge ind på sin netbank eller købe en vare på nettet.

I stedet skal man bruge det nye MitID, som skulle være mere sikkert. Men en del borgere har ikke fået det endnu.

Bankernes organisation Finans Danmark anslår – på baggrund af tal fra bankernes datacentral – at omkring 25.000 tirsdag mister adgang til deres net- og mobilbank, når man ikke længere kan bruge det gamle nøglekort NemID.

I landets borgerservicecentre hjælper man fortsat mange borgere med den nye digitale løsning og forventer, at det vil fortsætte i den kommende tid.

– Aktuelt er der mange henvendelser, fordi de sidste borgere måske er lidt i panik, siger Mark Korshøj Jensen, chef for Borgerservice i Gladsaxe og formand for landets borgerservicechefer i organisationen Borgerservice Danmark.

– Kommunikationen har måske ikke været helt klar nok, og mange er meget utrygge. Vi møder borgere, der tror, at deres konto bliver lukket, hvis de ikke har fået MitID.

– Så kan vi jo berolige dem med, at det gør den ikke. Men adgangen til deres netbank ryger midlertidigt, siger Mark Korshøj Jensen.

I de seneste uger har der været en gennemsnitlig ventetid på 10 dage for at få en tid til hjælp med MitID i Borgerservice.

Dermed er den gennemsnitlige ventetid lige nu faktisk langt kortere, end da den i sommerperioden toppede med 31 dage.

Netop de lange ventetider hos Borgerservice var årsag til, at deadline for bankernes endelige farvel til NemID blev udskudt fra 30. juni til 31. oktober.

Hele processen har fået kritik fra organisationer for ældre og handicappede, som ikke har kunnet få den nødvendige hjælp.

Senest har Politiken beskrevet, at en særlig kodeoplæser for synshandicappede og digitalt udfordrede borgere er i restordre.

Der er ifølge Digitaliseringsstyrelsen udstedt 4,7 millioner MitID.

Samtidig er der fem millioner, der har brugt NemID i løbet af de seneste seks måneder.

Det giver en difference på omkring 300.000 brugere.

De kan fortsat få adgang til MitID enten via mitid.dk eller ved at få en tid i Borgerservice.

/ritzau/

Først publiceret: 1. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 1. november 2022 kl. 7:15