Mange ældre går forgæves til apoteket for coronavaccine

Hver region har i år fået ansvar for egen vaccinationsindsats. Det har ledt til forskellige løsninger.

Mange borgere har vænnet sig til at kunne tage turen ned til det lokale apotek for at blive vaccineret uden tidsbestilling.

Men i år må mange gå forgæves, fordi apotekerne ikke har fået tildelt coronavacciner, eller fordi de hurtigt er løbet tør. Derfor må borgerne i stedet skrive sig op på lange ventelister hos vaccinationscentrene.

Det siger Jesper Gulev Larsen, der er formand for Danmarks Apotekerforening, og som også selv har et apotek i København.

– Det er især en stor frustration for ældre borgere i yderområderne, som ikke er så mobile, at de bliver henvist til et vaccinationscenter for at blive vaccineret. Det ligger nemlig sjældent tæt på deres bopæl, siger han.

Hver region har i år fået ansvaret for at planlægge deres egen vaccinationsindsats. Det har ført til forskellige løsninger.

I Region Hovedstaden har apotekerne vundet udbuddet og må derfor både vaccinere mod corona og influenza i denne sæson.

Både Region Nordjylland og Sjælland har valgt, at det ikke er nødvendigt at få assistance fra apotekerne. I Region Syddanmark har man lavet en løsning, hvor apotekerne har et begrænset antal vacciner, og i Midtjylland endte apotekerne med at tabe udbuddet, forklarer formanden.

Han frygter, at det kan komme til at få konsekvenser for tilslutningen til landets samlede vaccinationsindsats.

I Region Hovedstaden, hvor Jesper Gulev Larsens eget apotek ligger, får vaccinationscentrene 80 procent af vaccinerne, mens de praktiserende læger og apotekerne deler de sidste 20 procent.

Mange apoteker er dog hurtigt løbet tør, og der kan i nogle tilfælde gå op til en uge, inden de får tilsendt flere fra Statens Serum Institut (SSI), fortæller Jesper Gulev Larsen.

– Man kan godt bestille flere vacciner, men det er SSI, som skal levere, og de har omkring 1000 leveringssteder i hovedstaden, så der er også logistiske udfordringer.

Formanden så gerne, at man havde lavet en ensartet ordning i hele landet, så borgerne ikke er afhængige af at have det rigtige postnummer.

– Jeg ved ikke, hvorfor man ikke har talt sammen i regionerne. Men jeg ved dog, at man efterfølgende skal evaluere på det her forløb for at se, om det har været den rigtige løsning, lyder det.

Ligesom lægerne får apotekerne et honorar for hver vaccination, der er givet. Derfor er der også et økonomisk incitament for apotekerne, erkender formanden.

– Selvfølgelig er der det. Det er der ikke nogen tvivl om, understreger han.

Sundhedsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at der er god fremdrift i de første uger af vaccinationsindsatsen, og at de regionale tilbud er fleksible og let tilgængelige.

Tal fra Sundhedsstyrelsen tirsdag viser, at 57 procent af borgerne på 85 år eller ældre har fået et vaccinestik mod coronavirus dette efteråret. Det samme er tilfældet for 26 procent af de 50-84-årige.

Over 666.000 er har fået boosterstikket.

/ritzau/

Først publiceret: 11. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 12. oktober 2022 kl. 7:09