Her er tre stærke historiske vandreruter
Historiens spor kan læses i landskabet. Få en lynguide til tre lange vandreruter, der hver fortæller sin bid af Danmarkshistorien.
Har du en forkærlighed for vandring og historie, er nedenstående ruter, der netop forbinder begge dele, måske noget for dig.
Læs med og find inspiration til din næste vandrerute.
Gendarmstien
Gendarmstien strækker sig i dag fra Padborg i vest til Als i øst, så du har 74 kilometer til at lade historien synke ind og nyde den kystnære natur.
Det meste af vejen følger du kysten og går gennem et afvekslende landskab med skove, moser og enge.
Når du følger Gendarmstien, kan du passende forestille dig, hvordan grænsegendarmerne patruljerede til fods i det dansk-tyske grænseland og holdt øje med smuglere, som forsøgte at bringe varer ind i eller ud af landet uden at betale told.
Klosterruten
Interesserer du dig for gamle danske klostre og kirker? Så skal du nok se nærmere på Klosterruten, som forbinder eksisterende vandrestier og småveje med ca. 50 danske klostre og steder, hvor der før lå klostre.
Ruten byder på alt fra små kapeller til pompøse domkirker rundt omkring i hele Danmark. Du skal gå længe for at lægge dens 2.300 kilometers varieret natur og klosterhistorie bag dig.
Hærvejen
Gammelt dansk hedeland, uberørt egeskov, søer, kilder, skove og moser – Hærvejen har det hele.
Mens du vandrer på den gamle rute langs den jyske højderyg, kan du prøve at lukke øjnene og forestille dig, hvem der har gået her før dig.
Du kan f.eks. tænke på fine herremænd og jævne bønder, kristne pilgrimme, hele hære, driftige handelsfolk og 40.000 okser fra de jyske enge på vej mod Europas markeder.
Kilde: Friluftsrådet
Læs mere om vandreruter, naturoplevelser og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 31. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 1. september 2022 kl. 10:46