Weekendens vejr står i kontrast til torsdagens hede

Den sidste weekend i skolesommerferien bliver med skyer og temperaturer op til 22 grader, lyder det fra DMI.

Weekendens vejr bliver lidt noget andet end den hede, der lå over Danmark torsdag.

Det fortæller Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

– Fredag morgen er der mange skyer på himlen. Mod sydøst er der spredte byger, og mod nordvest er der mest tørt, siger hun.

Er man i den nordvestlige del af landet er der gode muligheder for at få et glimt af solen i løbet af dagen.

– Det bliver mellem 16 og 21 grader, siger Mette Wagner.

Torsdag kom temperaturerne nogle stedet i landet op på over 30 grader, men ud på eftermiddagen startede et ordentligt regnvejr, der blandt andet tvang en koncert med popstjernen Ed Sheeran i Øresundsparken til at holde flere pauser.

Ifølge DMI var nogle af torsdagens byger med så kraftige vindstød, at de væltede hegn og ødelagde træer på deres vej.

Weekenden, der starter, når fredagens arbejdsdag slutter, er den sidste ferieweekend for mange af landets skolebørn.

– Kigger vi på weekendens vejr, så er der lidt eller nogen sol og enkelte byger. Midt på dagen kan der godt være lidt skyet, forklarer Mette Wagner fra DMI.

Temperaturen kommer op på mellem 17 og 22 grader.

Mandag, hvor skoleklokkerne igen ringer ind, og hvor en ny årgang mange steder i landet har deres første skoledag, bliver i samme stil.

Der er dog ikke stor risiko for regn mandag, så dagen bliver ifølge meteorologen ganske pæn at starte i skole på.

Ifølge meteorolog Mette Wagner er det en koldfront, der er skyld i, at temperaturerne torsdag og fredag er ganske langt fra hinanden.

– I løbet af dagen blev vi passeret af en koldfront, så den ekstreme varme, der lå over Danmark, den blev sendt videre mod øst, siger hun.

/ritzau/

Først publiceret: 5. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 5. august 2022 kl. 7:33