Dagens CPH-dokumentar: “Kaptajnens Hjerte”

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX går i gang på onsdag, og hver dag komme SeniorNews med forslag til de allerbedste dokumentarfilm.

"Kaptajnens hjerte" er titlen på en af de danske dokumentarfilm i CPH:DOX.

På onsdag 23. marts åbner en af verdens største dokumentarfilm-festivaler i København og en lang række biografer rundt i hele landet. Den næste uges tid vil SeniorNews komme med forslag til nogle af de allerbedste dokumentarfilm du kan opleve på festivalen, CPH:DOX.

En af dem, der bevæger rigtig meget og giver et fantastisk tidsbillede er “Kaptajnens Hjerte”.

Instruktør Simon Bangs bedstefar var skibskaptajn og søfarer af den gamle skole. En mand, der både kunne styre et skib og stoppe et slagsmål. Da han som ung fik sin første smag for livet på havet var der ingen vej tilbage, og i 50 år sejlede han de syv have, imens han havde en familie i Danmark.

Gennem kaptajn Goths egne logbøger, og gennem samtaler med familiemedlemmer, tegner Bang bogstaveligt talt et eventyrligt portræt af sin morfar. Hans begivenhedsrige liv i Guds, kongens og fædrelandets tjeneste er nemlig skildret i smukke, håndtegnede animationer af Bang selv.

Gennem billeder og arkiver har instruktøren skabt en imponerende animationsfilm om sin egen slægt og portrætterer sin egen morfar, en patriark og en tyran, der har kastet sin skygge over flere generationer, og som fortæller om en usædvanlig mand, der til sidst måtte vælge mellem familien og havet.

Filmen bliver vist onsdag 23. marts kl.19.15 i Empire Bio, Guldbergsgade 29, København N.

“Kaptajnens Hjerte” vises også andre dage under festivalen. Hvor og hvornår kan du også læse i linket.

Der er seniorrabat, hvis du vælger en af forestillinger før kl.17.

En af de andre forvisninger af “Kaptajnens Hjerte” finder sted lørdag 26. marts kl.14.30 i Nordisk Film. Her kan du som noget ekstra opleve en samtale på scenen mellem filmens instruktør, Simon Bang, og forfatteren Birgithe Kosovic, der også selv kommer fra en stærk patriarkalsk familie.

God fornøjelse!

Først publiceret: 21. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 29. marts 2022 kl. 16:37

Se, hvad vi ellers skriver om:

og