Se billederne: Nu springer prins Felix ud som model

Prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn, prins Felix, går nu sin storebror, prins Nikolai, i bedene.

Prins Felix er nummer otte i arverækkefølgen i Danmark, og nummer to, der springer ud som model. Foto: Georg Jensen.

Der er kommet endnu mere royalt stjernestøv på modelpodiet.

Den 19-årige prins Felix er blevet en flot ung fyr. Foto: Georg Jensen.

Prins Felix, som er den yngste søn af prins Joachim og grevinde Alexandras to sønner, er nemlig også sprunget ud som model ligesom sin storebror, prins Nikolai.

Det fremgår af billederne fra en ny smykkekollektion, Reflect, der er kommet fra det danske brand, Georg Jensen.

– Kollektionens kampagne er skudt i et historisk palæ i København, hvor smykkerne fra Reflect bæres af prins Felix af Danmark, lyder det i en pressemeddelelse.

Med modeldebuten går prins Felix dermed i sin storebror prins Nikolais fodspor.

Prins Nikolai overraskede omverdenen i 2018, da han spankulerede ned ad catwalken for modemastodonten Burberry.

Siden har den 22-årige prins, der er den syvende i arvefølgen til den danske trone, været på forsiden af Vogue Scandinavia og haft modeljob for det eksklusive franske modehus Dior.

Prins Felix havde egentlig planer om en militærkarriere, som det har været kutymen i kongehuset. Men af private årsager stoppede han på Hærens Løjtnantsuddannelse kort efter starten i september.

I stedet begyndte han i et praktikforløb hos Mærsk.

Først publiceret: 10. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2022 kl. 14:54

Se, hvad vi ellers skriver om: